Karup Apotek fejrer jubilæum

Lørdag den 11. marts var det 10 år siden, at Karup Apotek rykkede fra Årestrupvej 15 og hen til placeringen ved siden af Rema 1000 på hovedfærdselsåren igennem Karup

14. marts 2018, 11:10
Apoteker Nis Fink Jepsen med en del af personalet på Karup Apotek. Foto: Morten Marboe

Det fejrede de med åbent hus samme dag. 

I dag er apoteker Nis Fink Jepsen godt tilfreds med beslutningen om at flytte apoteket. Han fortæller, at han overtog apoteket som en filial af Vildbjerg Apotek tilbage i januar 2006. På det tidspunkt var det planen at renovere det gamle apotek, så det blev tidssvarende. Der lå da også tegninger klar til det, men da Rema 1000 forelagde muligheden for en attraktiv placering på Hovedgaden og gav Nis muligheden for at købe og dermed stå som ejer af apoteksdelen af bygningen, slog han til. Det var en enestående mulighed for at bygge et topmoderne apotek med alle funktioner og med lige præcis den indretning, som man syntes var bedst.

Beliggenheden er også supergod. Apoteket er synligt og let tilgængeligt. Det betyder, at der kommer mange pendlere forbi.

Indretningen er da også perfekt: Det er nemt, når man får nyt og selv får lov at indrette, siger Nis.

Topplacering og service

I dag er der informationspligt overfor alle kunder. Alle skal kende til det medicin, man køber, og alle indbydes til dialog om, hvad man kender til medicinen. Det er de gode til i Karup. I forhold til medicinophældning kan der ofte ske fejl. Derfor tilbyder Karup Apotek også dosisdispensering, så kunden modtager sin medicin pakket i doseringer.

Karup Apotek ligger helt i front, når det gælder kvalitetssikring af medicinhåndtering. Hele min koncerns kvalitetsstyring styres fra filialen i Karup af farmakonom Maja Jeppesen, fortæller Nis.

Ved Lægemiddelstyrelsens gennemgang i 2016 gik apoteket igennem uden anmærkninger. Det er første gang i ca. 10 år, at det er sket i Danmark. Nis roser i den forbindelse apotekets højt kvalificerede og stabile personale. Apotekeren selv er kun i butikken om mandagen. De øvrige dage i ugen er han i Vildbjerg og overlader trygt styringen til personalet i Karup under ledelse af farmakonom Inge Siig Nielsen. På Karup Apotek er der i alt ti personer ansat. Tre fulgte med fra Årestrupvej og yderligere tre har ti års jubilæum i år.

Karup Apotek leverer i dag medicin ud i oplandet via håndkøbsudsalgene i Feldborg, Haderup, Skelhøje og Frederiks, samt medicinudleveringsstedet i Simmelkær.

En anden gren af apotekssystemet er veterinær medicin, der i dag er et liberalt erhverv. Karup Apotek er et af de få apoteker i oplandet, som leverer medicin til landbruget. De har en varevogn, der kører mellem 150 og 200 km hver dag.

Apoteket er i øvrigt over 100 år gammelt. Det lå oprindeligt i Haderup, hvor det blev indviet i 1904, men flyttede til Karup i 1972, da man mente, at væksten var størst her.