151 deltagere i vandretur

En meget vellykket tur med et spændende foredrag om et emne, som kun få ved noget om

07. september 2017, 07:40
Der var mange deltagere til vandreturen til flygtningekirkegården. Privatfoto

Den guidede tur til flygtningekirkegården den 23. august blev et helt tilløbsstykke i en af sensommerens få lune aftener.

I alt mødte 151 unge og ældre op til vandreturen for at høre om flygtningene, som Dan Ersted Møller fra Viborg Museum og Inger Merstrand fra Lokalarkivet fortalte om.

Deltagerne var ikke alene lokale, men kom også fra mange andre byer i kommunen, f.eks. fra Bjerringbro og Skals, og der var endda nogle, der var kommet helt fra Silkeborg og Ikast. Da rigtig mange var i bil, var der ikke tilstrækkeligt med parkeringspladser på Stationspladsen i Kølvrå, så de ca. 80 biler blev også parkeret langs de tilstødende veje.