Døde få måneder efter sin 100 års dag

Edel Thybo fra Skelhøje døde 15. juli i sit hjem i Skelhøje

28. juli 2017, 06:30

DØDSFALD Edel Thybo nåede akkurat at opleve sin 100 års fødselsdag den 3. marts, men døde altså i sit hjem den 15. juli. Få måneder efter sin store fødselsdag.

Edel var stadig åndsfrisk, men god hokummelse og daglig avislæsning. Til gengæld havde mange års hårdt arbejde sat sine spor på fysikken og hun var afhængig af daglig hjælp fra hjemmeplejen.

Edel Thybo var født i Brejning sogn ved Vejle og voksede op i en søskendeflok med 15 børn.

Hun fortalte i forbindelse med sin 100 års fødselsdag om en god barndom, hvor der altid skete noget på markerne omkring hendes barndomshjem.

Efter syv års skolegang kom hun i huset - blandt andet hos sin søster Ingrid Engedal i Skelhøje.

Det var her hun mødte sin senere mand Niels Verner, der var tømrerlærling.

Parret bosatte sig i Skelhøje og fik sammen fire børn, der siden er blevet til 12 børnebørn, 12 oldebørn og to tipoldebørn.

Edel Thybo blev enke i 1981 men fortsatte sit aktiv liv med blandt andet magne rejser i hele Vesteuropa. Hun nåede også både til Canada, USA og Tunesien.

Edel var æresmedlem i Skelhøje husmoderforening og var et meget socialt menneske, som elskede at få besøg eller at at tage på besøg.

100 års fødselsdagen blev fejret med hendes store familie og venner.