Snubledag med mange tilbud

Snapsting for de alleryngste på Borgvold i Viborg

20. juni 2017, 08:01
Snubledag med mange tilbud Foto: Pressefoto

BØRNEARRANGEMENT Snapsting for Børn holder torsdag 22. juni fra klokken 9 til 12 Snubledag for de nul-tre-årige på Borgvold i Viborg.

Man skal ikke tilmelde sig på forhånd for at deltage.

Til Snubledagen er der udvalgt en række af sansestimulerende aktiviteter, som er målrettet til aldersgruppen.

Der er fuld fart over feltet på scooterbanen og VGFs tril og tummelbane og mere ro på og fordybelse, hvis man tager en sejltur med turbåden Margrethe, og der er naturligvis redningsveste til alle også helt ned i størrelse et år.

For de små nysgerrige og eksperimenterende størrelser er der også naturskole aktiviteter og et spændende crossover mellem musikteater og naturformidling kaldet Krible Krable. Der er naturligvis også musik, der er både koncert med Trut og Lut og morgensang klokken 9.

Og de ældste børn i gruppen kan prøve forskellige middelalderaktiviteter med Produktionsskolen.

Endelig er æslet Cenia også til stede igen i år og klar til at give trækketure i sin fine lille vogn.

Snubledag er arrangeret af Viborg Bibliotekerne, Kulturskolen i Viborg og Kulturprinsen som en del af Snapsting for Børn.