Gebyret går til en god sag

30. april 2013, 13:22
Filialdirektør Søren Busch Kristensen.

Den 15. april lancerede Andelskassen et lån, som kunderne kan bruge til boligforbedringer, en ny bil eller noget helt tredje. Det særlige ved lånet er, at dokumentgebyret, som man altid betaler, når man opretter et lån, går ubeskåret til et godt, lokalt formål. Et lån, der kan sætte mere gang i hjulene i lokalområdet og samtidigt støtter det lokale foreningsliv. Det er tanken bag Andelskassens nye kampagnelån.

- Vi tilbyder et lån til en rigtig god rente, og vi sender dokumentgebyret videre til en god sag, som låntageren vælger. Det er altså kunden, der får lov at bestemme, hvilket godt, lokalt formål dokumentgebyret på 1000 kr. skal gå til, fortæller Søren Busch Kristensen, filialdirektør i Andelskassen.

- At vi så samtidig får chancen for at punktere myten om, at bankerne ikke vil låne penge ud, er bare en ekstra bonus for os, siger Søren.

I Frederiks og omegn klinger der således penge i kassen hos udvalgte foreninger, hver gang der oprettes et lån i Andelskassen.

Vind en grillfest til 25.000 kr.

Tilbuddet gælder nye lån, der oprettes mod sikkerhed i perioden 15. april til 14. juni. I samme periode kører Andelskassen en konkurrence, hvor hovedpræmien er en grillfest til 25.000 kr. Idéen er, at mad- og drikkevarer og alt andet tilbehør til festen skal købes lokalt.

- Vores formål med både lånet og konkurrencen er, at vi vil sætte fokus på, at Andelskassen er klar til at låne nogle penge ud, så vi kan få mere gang i Frederiks og omegn, både hos de lokale håndværkere og de handlende, forklarer Søren.

- Samtidig vil vi gerne støtte nogle af de foreninger og institutioner, som gør en positiv forskel lokalt. Det er vigtigt, at vi har et rigt foreningsliv og engagerede borgere, der skaber liv i lokalområdet. Så vi er rigtig glade for at kunne give et bidrag til dem på denne her måde, siger Søren.