Nu kan man købe grøntsager på Det Ny Havredal

I år kommer der endnu flere grøntsager at vælge imellem

10. februar 2017, 08:15
Grøntsagerne bliver solgt fra et rum ved parkeringspladsen, så det er nemt for forbipasserende Foto: Britta Kristiansen

HAVREDAL Sidste år startede man så småt op med at sælge grøntsager på Det Ny Havredal. Og det bliver udvidet i år:

- Vi har haft et år, hvor vi har skullet lære, hvad der fungerede her, og hvad der ikke fungerede, siger driftsleder John Hviid fra Det Ny Havredal.

I den kommende sæson lægger man op til, at der skal produceres cirka 20 forskellige slags grøntsager. Og de bliver solgt fra en lille bod, som man har indrettet i et rum ved skolens parkeringsplads, så det er nemt for kunder at komme til.

I år vil man kunne købe et års-abonnement på grøntsager. På den måde, så kan man få det, som man gerne vil have året igennem.

Og der vil blive arrangeret fælles såning, lugning og høst - dog har man ikke lagt sig helt fast på programmet endnu. Men der bliver mulighed for at følge grøntsagerne og deres tilblivelse på nærmeste hold.

John Hviid fortæller, at man fra næste sæson kan sælge alle grøntsager som økologiske. Alt bliver også økologisk dyrket nu, men en af markerne kan først erklæres økologisk til næste sæson. Men intet af det, som man køber, er blevet sprøjtet, lover John Hviid. Der bliver luget med håndkraft og ikke sprøjtet.

Baggrunden for at dyrke grøntsager er dels at lave en forretning. Men dyrkningen kan også bruges i undervisningen på den praktiske landbrugsskole. Desuden har man kunnet ansætte en - og måske med tiden flere borgere - der er på kanten af arbejdsmarkedet, og som kan få meget ud af at have et sådan arbejde at stå op til.

Det Ny Havredal leverer kartofler og spidskål til Kongenshus Kro - og produkterne bliver også solgt fra Skelhøje Købmandsgaard.

Man kan betale kontant og med Mobilpay fra boden på Ulvedalsvej. Nogle gange vil man også finde honning, syltede rødbeder - og til jul dekorationer.

John Hviid håber, at sortimentet kommer op på omkring 20 denne sommer og håber at folk i lokalområdet har lyst til at støtte op omkring dyrkningen, så der kan blive grundlag for en god produktion af lokale grøntsager. Og folk får altså mulighed for at involvere sig i projektet, når de tegner et års-abonnement. Det ventes også, at der vil blive arrangeret mad-foredrag om brug af grøntsagerne, der gerne skulle give masser af inspiration til at bruge grøntsagerne i det daglige.

Væksthuset på Det Ny Havredal bliver brugt til at drive planterne frem. Ved hjælp af en slags tunnel-pressening, så behøver man ikke varme et helt væksthus op. Og her kan planterne så komme godt i gang, inden de bliver sat ud.