Rom og whiskyfestival udsolgt på rekord tid

Paradokserne tårner sig op. Det er værre end humlebien, der teoretisk ikke skulle kunne flyve, men bare gør det alligevel.

30. august 2013, 12:16
Abuelo rom findes i flere smagsvarianter. Her en syv år gammel Abuelo.
Det er ganske og aldeles ulogisk at forlægge Den Danske Rom og Whisky Festival til Udkantsdanmarks randområde, Frederiks. For fire år siden havde man det første gang med plads til 600 gæster, alt udsolgt! Så gentager man, og laver plads til flere. Alt udsolgt! I år har man lavet plads til 1200 gæster. Man er blevet bedre til det. Har trimmet lidt her og der, og toenhalv måned før festivalen er alle 1200 billetter revet væk. Mac Y, der arrangerer festivalen, blev startet af en flok unge KFUMere, og formålet var ikke stor omsætning og masser af sprit, men at fremme forståelsen for den gode smag, og en god smagsoplevelse. Igen et paradoks, som professionelle folk nok på forhånd havde dømt til at mislykkes. Kataloget krumtap Besøgende på festivalen, får ved ankomsten et glas, og et katalog. - Kataloget er faktisk krumtappen i festivalen, for her er alle de mere end 300 smagsvarianter vi har på lager kort beskrevet. Ingen kan rumme så mange smagsvarianter, men med kataloget i hånden kan man gå rundt til de mere end 25 producenter fra hele verden, der er på messen, og få lov til at smage, og så kan man notere sin smagsoplevelse i kataloget, og så senere bestemme sig for hvad man ønsker at købe, så man ikke køber katten i sækken, for kvalitetsdrikke er ofte dyre, og som tingene udvikler sig er der ikke noget der tyder på at de bliver billigere. Tvært imod, siger Søren Nørgaard, der er direktør for Mac Y, og i sin tid var med til at starte firmaet i et lagerrum på syv kvadratmeter. Cocktail Som noget nyt og spændende vil der i år blive holdt en konkurrence for bartendere i at lave cocktails. - Grundsubstansen i disse cocktails er Abuelo Rom fra Panama, og jeg er spændt på hvad man kan få ud af det, siger Søren, der glæder sig over, at bartendere fra alle de førende barer i Danmark har givet tilsagn om at deltage. Der er ikke nogen skole for bartendere i Danmark, men sådan en skole findes i London, og flere af deltagerne har gået på denne skole, så der venter gæsterne store smagsoplevelser, fortæller Knud Gaarn-Larsen i en pressemeddelelse.