Friluftsspil har startet prøver på årets musical

Startskuddet til sommerens forestilling Annie Get Your Gun lød tirsdag den 23. februar, hvor alle aktive i Thorning Friluftsspil mødtes for at hilse på nye medvirkende og gamle kendinge.

05. marts 2016, 06:50
Inge og Rasmus Østerby præsenterer scenemodellen for de fremmødte. Modellen er bygget i størrelsesforhold 1:50. Fotograf Aksel Utoft

FRILUFTSSPIL 65 skuespillere, musikere, bestyrelsesmedlemmer, funktionsansvarlige og andre aktive mødte op for at være med fra start.

Scenemodellen blev præsenteret af Inge og Rasmus Østerby, og oplægget var, at scenen i sit udgangspunkt skal signalere original westernstil. Altså brune farver, støv, sand og kaktus. Scenemodellen fremkalder billeder af en mundharpes drævende toner og bagende sol i westernbyens gader.

Gennem forestillingen åbnes forskellige western-scenarier, samtidig med at scenen indtages af indianere, cirkus, gøgl og ikke mindst fantastisk musik. Scenemester Steen Lyngsø er i fuld gang med opmåling og bestilling af materialer, så byggeriet kan komme i gang.

Imens starter prøverne for det 30 mand store ensemble. Ud over 10 skuespillere fra lokalområdet, kommer de fra et stort område i det midtjyske landskab. Hanna og Aage Christiansen fra Ikast terper kor- og solosang, mens Kim Brandt igen i år dirigerer dans og skuespil - for til sidst at samle alle brudstykker i en familievenlig forestilling, hvor musikken leveres af Flemming Berg og orkester i musikhuset.

Alle har glædet sig til at tage fat på planlægningen i de mange funktioner.

Forestillingerne opføres syv gange fra 4. til 12. juni på Friluftsscenen i Thorning.