Musical Talentskole Viborg klar til at starte et nyt hold

Det første hold på skolen, som startede i 2011, afsluttede i april deres forløb med deltagelse i musicalen OUR HOUSE på Viborg Teater.

23. august 2013, 12:42
Musical Talentskole Viborg klar til at starte et nyt hold

Lørdag den 31. august inviterer talentskolen unge i alderen 14 - 20 år til talentcamp i skolens lokaler på Viborg Ungdomsskole. Talentcampen skal bruges til at finde eleverne til det nye hold, som starter på skolen til september. Talentcampen er en workshop, hvor deltagerne på mindre hold skiftevis arbejder med sang, dans og teater. Skolen har plads til 30 elever. Det kræver ingen specielle forudsætninger at gå på skolen og man behøver ikke nødvendigvis have en drøm om, at man skal være musicalstjerne. Talentskolen giver blandt andet mulighed for at få afprøvet, om scenen er noget man satser på professionelt. Talentskolen er først og fremmest for unge i Viborg Kommune, men flere unge uden for kommunen har også vist interesse for skolen.Musical Talentskole Viborg er et 2-årigt undervisningsforløb med 6 - 8 ugentlige timer. Som elev på talentskolen modtager man professionel undervisning i sang, dans og teater. Eleverne på skolen medvirker også i workshops, koncerter og mindre forestillinger. På andet år er der studietur til London i efterårsferien.Talentskolen har et samarbejde med Det Danske Musicalakademi i Fredericia og Millenium Performing Arts i London og der er studietur til begge skoler.Det 2-årige forløb på talentskolen afsluttes med deltagelse i Musical Viborg næste produktion på Viborg Teater, som bliver Legally Blonde - the musical. Musicalen har lige været vist som en del af Det Danske Musicalakademis showcaseforestilling og der er indgået aftale med akademiet om bl.a. lån af kostumer.

Hvis man ønsker mere information om talentskolen og talentcampen, kan man gå ind på skolens hjemmeside www.musicaltalentviborg.dk .