Brevduefolket dyster igen om æren ved byfesten

Sidste år var det en utrolig tæt dyst, hvor vinderduen fra Ketty og Verner bare fløj en bagatel af 25 centimeter længere pr. minut end duen fra Jytte og Ejvind - eller i løbet af den time,

19. august 2013, 10:32
Der er også brevduekonkurrence til byfesten.

Om det bliver så tæt i år, ved man jo endnu intet om, men der er blandt duefolkene enighed om, at hver eneste centimeter tæller - også her sidst på sæsonen.

Sidste år forud for byfestflyvningen var det lidt småt med duer rundt i de ni lokale medlemmers slag, og det gentager sig efter denne sæson, hvor et rigtig stort antal duer ikke har formået at finde hjem efter såvel indlands- som udlandsflyvninger. Men ikke desto mindre har hele seks lokale slag givet tilsagn om hver at stille med tre duer til flyvningen, der finder sted lørdag formiddag.

Præsentation af duerne

Præsentationen af duerne i de små bure finder i år som noget nyt først sted fredag aften i området omkring Karup Skole, hvor der samtidig bliver afviklet årets grisefest. Så vi håber, at folkene i spiseteltet lige har et par mønter tilovers og kigger ud til os og gør deres indsats - for jo mere, der spilles for - jo mere tilfalder efterfølgende KKIK. Brevduefolket vil naturligvis også være til stede, så hvis publikum forstår at stille de rigtige spørgsmål, kan man måske få sig et par fornuftige staldtips om hvilken due, man skal satse sin sidste 10'er på.

Hvis vejret tillader det, foregår flyvningen lørdag formiddag fra Vejle, men vi har i tilfælde af dårligt vejr også opmålt et par alternative slipsteder, så duerne kan slippe med kortere flyvninger. Men det ligger fast, at duerne nok skal komme på vingerne - og dermed pengene i spil - oplyser Ole Kronborg fra brevdueforeningen, der forventer, at duerne slippes omkring klokken ni lørdag morgen.

Så er der en times tid til at komme hjem i, og så skal de deltagende slag lige igennem en kontrolhandling, hvor resultaterne for de deltagende slag udregnes, inden det på festpladsen i midtbyen munder ud i udbetaling af præmier til de heldige spillere, der har ramt den rigtige due. Alle præmiepenge skal være afhentet ved brevdueforeningens stand senest lørdag klokken 15.00 - derefter tilfalder eventuelt ikke afhentede penge KKIK.

Overskuddet går til KKIK

80 % af indsatsen går tilbage til spillerne i form af præmier, mens KKIK scorer resten, så der er altså garanti for, at pengene nok skal komme til at gøre gavn det ene eller det andet sted. Vi håber på, at vi ved at flytte spilleaftenen frem til spiseaftenen kan øge omsætningen - og dermed fortjenesten til KKIK, slutter brevdueforeningen i en pressemeddelelse, der er glad for, at man igen i år har mulighed for at støtte op om den lokale byfest.