En fantastisk god Open by Night

Planlægningen var optimal og stemning i top til dette års Open by Night i Frederiks, der blev skudt af stablen torsdag den 15. august.

19. august 2013, 10:32
"Tawi" skød cykelløbet i gang.

Vejret kunne der ikke klages over -  det smådryppede kun enkelte gange. Aftenen åbnede med, at den lokale tandlæge Martin Qvist Olesen blev ønsket tillykke med sine to nye guldmedaljer i badminton ved OL for veteran-sportsfolk.

Derefter skød "Tawi" det traditionelle AIF sponsorcykelløb i gang. 43 cyklister, der cyklede på alt fra fancy racercykler til store tunge budcykler trådte til i pedalerne. De mange tilskuere gjorde deres til at bakke cyklisterne op. Da løbet blev blæst af efter en time, havde Kim Vinkler og John Laustsen kørt 21 omgange, og så var det tid til uddeling af et væld af præmier, der var sponseret af byens forretninger. Som de sidste par år var det Sander Kriegbaum, der fik præmien for flest sponsorer, skarpt efterfulgt af Christian Bitsch. Niels Christian Viller Arendt vandt løbets hovedpræmie, som var et gavekort på 2.000 kroner fra Cykelsmeden i Frederiks. Mange andre blev også præmieret. Overskuddet til AIF blev i år 29.850 kroner, hvilket var godt 10.000 kroner mere end sidste år.

Da forretningerne åbnede myldrede det med glade folk fra Frederiks, men arrangementet trak også folk til fra de omkringliggende byer. Der var rift om de gode tilbud i forretninger, og flere steder var der lange køer ved kasseapparaterne. Mange lagde også vejen forbi kirken, som bød på altervin og kransekage fra Guldbageren.

De heldige vindere af rejsegavekort til Priomtours på 10.000 kroner blev vundet af Annelise og John Pedersen fra Karup. Lauge Skov fra Frederiks vandt én buket hver måned i et halvt år hos Camilla´s Blomster.

Den nye flagallé var sat op i hele hovedgaden, lige fra kirken i den ene ende, til den tidligere tøjfabrik i den anden ende af byen.

Frederiks summede af liv og stemningen var i top hele aftenen.

De arrangører Ugeavisen efterfølgende talte med var godt tilfredse med aftenen.

På www.ugeavisenkarup.dk kan der ses flere billeder.