100 års fødselsdag

Hanne A. Lenler-Eriksen var barn under 1. verdenskrig, hendes morbror døde af den Spanske syge, hun var voksen under 2. verdenskrig og har overlevet en af sine sønner og fredag den 23. august

19. august 2013, 10:32
Hanne A. Lenler-Eriksen fejrer fredag den 23. august sin 100 års fødselsdag.

Hanne kan ikke længere se skarpt og kan ikke genkende folk. Hørelsen er lidt nedsat, og det kniber med bentøjet. Hukommelsen spiller hende et puds, men så hjalp sønnen Ole Lenler- Eriksen bare, da jeg den 15. august blev inviteret på kaffe i den store villa i Karup.

Hanne fødte fire børn - tre drenge og en pige - i perioden 1939 til 1946. Den førstefødte er desværre død. Alle børnene har fået gode uddannelser - to læger, en biolog og en pædagog, fortæller Hanne med lidt hjælp fra Ole.

Hanne blev født i Lemvig i 1913. Hendes far var kaptajn på redningsskibet Vestkysten med base i Lemvig, mens moderen var husmor. Familien flyttede senere til Esbjerg. Her blev Hanne student i 1933.

- Jeg ville gerne have været ingeniør, men det måtte jeg ikke for mine forældre. Det blev piger ikke på daværende tidspunkt. Derfor rejste jeg et år til Paris som au-pair. Da jeg kom hjem, fik jeg et job ved Nordisk Insulin ved København og flyttede ind hos professor Hagedorn og frue. Her boede jeg nogle år, fortæller Hanne.

Mens Hanne boede hos familien Hagedorn, mødte hun sin kommende mand, Hans Rudolf Lenler-Eriksen, der læste medicin. Da han i 1939 var færdiguddannet læge blev de gift, og han fik sin første turnus som læge i 1940 i Randers. Fra 1942 til 1946 havde Hans en stilling på Ringsted Sygehus, som reservelæge. Imens boede de i en embedsbolig ved hovedvejen mellem København og Korsør - Lige op ad et Tysk hovedkvarter.

- Vi frygtede altid, at tyskerne en dag ville skyde os, fortæller Hanne.

- Det var en svær tid. Vi var meget fattige, og vi solgte de fleste af vores ting, blandt andet vores vielsesringe, så vi kunne få lidt mad på bordet. En overlæge på Hans´s arbejdsplads hjalp os og gav os et økonomisk tilskud på 1000 kroner. Det var mange penge, selvom de ikke kunne slå til i længden, fortsætter Hanne.

Flyttede til Karup

I 1946 flyttede familien, der nu bestod af fire små børn, til Karup i den gamle lægebolig. Her bor Hanne stadig.

- Min far overtog dengang den eksisterende lægepraksis efter doktor Holt, og familien flyttede ind i samme hus, som lægepraksissen, fortæller Ole.

- Mine forældre er aldrig kommet sovende til noget. De knoklede i døgndrift. Mor blev min fars lægesekretær og lavede regnskaber, passede telefonen samtidig med, at hun fungerede som sygeplejerske, fortæller Ole.

- To lokale piger fra byen var som regel ansat til at tage sig af husholdningen og passe børnene. Der foregik altid noget, blandt andet holdt mine forældre selskaber, og både mor og far gik på jagt. Os børn havde utrolige frie tøjler - under ansvar. Vi legede i naturen omkring Karup og brugte vores baghave som tumleplads, fortsætter Ole

Manden døde

I 1967 døde Hannes mand i en alder af 52 år. De tre sønner var flyttet hjemmefra, og datteren var på vej til at flytte. Livet blev pludselig anderledes for Hanne. Lægepraksissen lukkede.

Hanne interesserede sig for chinchillaer og arbejdede en farm op. Avlsprogrammet var meget striks, og da medhjælper en dag lukkede alle chinchillaerne sammen, var det umuligt at finde "hoved og hale" i chinchillaerne, så Hanne lukkede farmen.

Røde Kors

I midten af 70érne startede Gudrun Pedersen og Hanne Røde Kors op i Karup med Gudrun som formand og Hanne som sekretær.

- Når jeg gik fra dør til dør for at samle penge ind til Røde Kors, blev folk forskrækket over, at det var mig der kom, griner Hanne.

Hanne har altid elsket egnen og holdt af befolkningen

- Jeg er altid gået ind til folk med træsko på. Det er den eneste mulighed man har, hvis man vil i kontakt med folk. Jeg kan også godt blive gal i skralden, specielt når mine ting ikke står, hvor de plejer. Jeg kan jo ikke se, og står tingene forkert, kan jeg ikke finde dem, fortæller Hanne alvorligt.

- Min mor er en ældre dame med et godt humør, når hun får besøg af gamle venner, supplerer Ole.

- I dagligdagen hører min mor fjernsyn og forsøger at følge med i, hvad der rører sig i samfundet. Hver aften spiser hun hos mig, jeg bor jo lige ved siden af. Så snakker vi om, hvad der er sket i byen, fortæller Ole.

Godt liv

- Jeg har haft et godt liv, selvom min familie også har været ramt. Jeg har været meget heldig og er kommet hel gennem livet. Jeg tror ikke på, at ens livsindstilling har noget at gøre med, hvor lang tid man lever. Man lever så længe, man lever. Det er ren held, slutter Hanne.

Fødselsdagen fejres på dagen med et lille traktement for familie og venner.