Prøv kræfter med portrætkunsten

Nu er der igen mulighed for, at Viborg Kommunes borgere kan prøve kræfter med portrætkunsten. Skovgaard Museet har åbne og gratis workshops på Karup Bibliotek, torsdag den 22. august mellem

19. august 2013, 10:02
Portræt af Elly Fisker.

Tegn efter din egen skygge eller mal dig selv med ting du holder af. Kunstner Anna Marie Holm guider dig på tre workshops gennem portrætkunstens genre med sjove opgaver. Workshoppen er for unge som gamle, det er gratis, og det kræver ingen kunstneriske forkundskaber at deltage. Man kan bl.a. tegne eller male sit eget spejlbillede eller printe et foto af sig selv og lade fotoet indgå i selvportrættet. Kun fantasien sætter grænser.Kom forbi og vær med

Det er åbne workshops, så du kan komme og gå i tidsrummet, som du har lyst. Alle portrætter indgår efterfølgende i portrætudstillingen "VIborgere 2.0" på Karup Bibliotek i september måned.

VIborgere 2.0

Skovgaard Museet viste i 2012 udstillingen "VIborgere" med selvportrætter lavet af borgere i kommunen. En udstilling, der bl.a. talte portrætter af borgmester Søren Pape Poulsen og landsholdstræner Ulrik Wilbek. Nu rejser udstillingen videre fra Skovgaard Museet til de fem gamle omegnskommuner. Lokale kulturhuse og biblioteker lægger i hele september måned hus til fem udstillingssatellitter: Skals Multihus, Stoholm Bibliotek, Karup Bibliotek, Gudenåhuset i Bjerringbro og Tjelecenteret i Ørum.

Nye møder i Viborg Festuge

Rejseudstillingen er en del af Viborg Festuge, der løber af stablen i uge 38 i september. Temaet for festugen er Nye Møder. "VIborgere" er et møde mellem Skovgaard Museet og borgere i alle dele af Viborg Kommune. Det er også et møde mellem dig og dine medborgere, mellem dig selv og dit selvportræt. Skovgaard Museet inviterer alle interesserede til at bidrage til nye møder på kryds og tværs i kommunen ved at besøge eller deltage i udstillingen, fortæller museumsinspektør Cecilie Asaa i en pressemeddelelse.