Maleri - og skulpturudstilling på Galleri Præstegaarden

To erfarne herre, i den tredje alder, Axel Bjerre Fisker, Kjellerup og Ole Sortkjær fra Silkeborg holdt den 13. april fernisering, i det hyggelige galleri, i den gamle præstegård i Frederiks.

19. april 2013, 10:01
Axel Bjerre Fisker, pensioneret gårdejer ved to af sine værker.

Axel Bjerre Fisker, pensioneret gårdejer, fortæller, at han de sidste 30 år har malet malerier sammen med Ole. For omkring 15 år siden startede de et stenhuggerværksted på hans gård. En gård han stadig bor på. En gang om ugen mødes de i stenhuggerværksted. Her hugger de granitsten ud til flotte figurer, såfremt vejret tillader det, ellers drikker de kaffe og får en sludder. Når malerpenslen kommer frem, maler han helst med akryl, da det tørrer hurtigere. Han har altid en overordnet idé med sine malerier, inden han sætter det første penselstrøg, men har ikke et færdigt maleri i tankerne. Det ene strøg tager det andet, mens tankevirksomheden under malerprocessen ændrer sig.

Ferskvandsbiolog

Når den tidligere biolog og ferskvandsforsker Ole Sortkjær maler, tager han oftest udgangspunkt i landskaber eller modeller, hvor han gennemarbejder samme motiv i forskellige farveholdninger. I skulpturerne af granit arbejder han med simple geometriske former, eksempelvis rektangler, cirkler, ovaler og trekanter. Han forsøger at presse stenen i forskellige retninger, så det ligner flere sten, der er sat sammen, fortæller han.

Udstillingen, som virkelig er et besøg værd, fortsætter frem til 1. juni.