Flot gennembrud i tysk Quad Motocross

For All Terrain Vehicle (ATV)-byggeren Jock Würtz fra Grønhøj har foråret og forsommeren budt på mange forskellige udfordringer med at bortluge børnesygdommene i et spændende Quad Motocross-p

28. juni 2013, 13:22
Quad Motocross oplever en publikums-popularitet, som nærmer sig Moto Cross-dimensioner.

Quad Motocross er firhjulet racing på pukkelunderlag. De fleste motorcykel-fabrikker har derfor set lyset i at bygge ATV'er. Her kan motorer, affjedring og bremser genbruges direkte i det firehjulede chassis. Würtz Racing har gennem flere år kørt med standardmateriel, men spottede i 2012 manglende konkurrencedygtighed i forhold til frontkørerne i det åbne tyske mesterskab.

- Bort set fra motorens kubikstørrelse er der ikke strikse restriktioner på opbygningen og dimensioner på Quad Motocrosser'en i Tyskland. Derfor gik jeg sammen med min førstekører, Thomas Holm (Brædstrup) i gang med opbygningen af en hurtigere Suzuki-racer til 2013-sæsonen hjemme på værkstedet. I praksis blev det til et tvillingeprojekt således, at vi hele tiden havde en reservemaskine til rådighed med fuldt omfang af reservedele. Der er ikke noget mere frustrerende end at stå i tysk ingenmandsland, og så mangle en dippedut til få kroners penge, fortæller Jock Würtz i en pressemeddelelse.

- Det har været en spændende proces at udtænke forbedringerne sammen med Jock. Først og fremmest gjaldt det om indbygning af motor med bedre effekt samt en gearkasse, som overførte hestekræfterne til underlaget inden for de omdrejninger på motoren, hvor træk og power er mest effektivt. En ikke uvæsentlig sidegevinst af projektet var desuden en lavere vægt på raceren, supplerer Thomas Holm.

I front for DM 2013

Thomas Holm er en rutineret Quad Motocross-kører med 7 år i forreste konkurrence-række. Østjyden blev dansk og nordisk mester i den skrappeste klasse: OPEN A i 2011, og ligger i øjeblikket i front for DM 2013: - I Danmark har vi heldigvis kunnet afhjælpe børnesygdommene under løbene således, at jeg har fået matchpoint med hjem i hvert eneste DM-heat.

- Banerne i Tyskland er normalt mere hårde i underlaget end Danmark, forklarer Jock Würtz. - Derfor køres der også med højere hastigheder og belastning. Vi har derfor oplevet de største mekaniske og tekniske udfordringer i den tyske løbsserie, som er et Mini-EM (med kørere fra 7 forskellige nationer). Normalt kører MC-fabrikkerne shake down i mange tusinde timer. Vi må derimod opleve og løse problemerne i selve konkurrencerne.

Quad Motocross afvikles på de samme rundbaner som hos kollegaerne på 2 hjul (Moto Cross). Et mesterskabsheat varer normalt 20 minutter plus 2 omgange, og kan med det ujævne underlag bogstaveligt talt betegnes som konstant SHAKE DOWN.

- Tidligere i 2013 måtte Thomas udgå med en nedsmeltet motor i Tyskland, konstaterer Jock Würtz med et glimt i øjet. - Et mikroskopisk hul i en ledning afladede batteriet meget hurtigt. Dette bevirkede manglende strøm til benzinpumpen, hvorefter den højtlydende motor gik i megahedt selvsving.

Würtz Racings gennembrud

På det netop afviklede motorløb i Vellahn lidt øst for Hamborg fik Würtz Racing sit endelige tyske gennembrud. Thomas blev toer i første heat - kun slået af EM-topkøreren, Joe Maessen, fra Holland, og sluttede foran den regerende tyske mester: Stefan Schreiber.

- I andet heat scorede jeg en dårlig start og faldt lidt tilbage i feltet. Heldigvis har vi fremtryllet god fart i raceren, og jeg kunne fighte tilbage til en millimetertæt fight om toeren mod Stefan Schreiber. Fire omgange før målstregen blev der imidlertid slynget en lille sten op fra tyskerens baghjul. Den rammer min racer så uheldigt, at den klipper 2 ledninger over! Jeg måtte derfor desværre vinke farvel til en podieplacering, slutter Thomas Holm.