Undlad at fodre tilløbende katte, når du er i sommerhus

Der er flere grunde til ikke at fodre katte, mens man er i sommerhus. Nogle katte har et hjem i nærheden og har derfor ikke brug for at blive fordret af sommerhusgæster.

28. juni 2013, 00:51
Giv ikke feriekattene mad.

Andre katte er herreløse og vænner sig hurtigt til at blive fordret. Men når sommerhusgæsterne tager hjem, stopper fodringen, og katten får derfor sværere ved at klare sig selv.

I landområder er der ofte mange katte på ejendommene. Disse katte bliver normalt fodret, der hvor de hører til. Men kattene vil alligevel ofte strejfe rundt i de omkringliggende områder, hvor de for eksempel kan opsøge feriegæster, der bor i sommerhus.

 - Hvis du bliver opsøgt af sunde og raske katte, er det sikkert ikke fordi, de ikke får noget at spise, der hvor de hører til. Det bedste du kan gøre, hvis du opsøges af en sund og rask kat, er derfor at lade være med at tage kontakt til katten, selvom det kan være fristende, fortæller Jens Svenningsen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Lad være at fodre områdets katte

Du skal undlade at fodre katte, der opsøger dig, mens du bor i sommerhus. Hvis kattene er velnærede, er de formentligt knyttet til en af ejendommene i området. Hvis du fodrer kattene, vil de få sværere ved at klare sig selv, når feriesæsonen er slut.

Hvis katten er afmagret eller på anden måde i nød, bør du kontakte Dyrenes Beskyttelses kredsformand i det område, hvor du bor. Så vil kredsformanden hjælpe med at finde frem til kattens ejer, eller hvis dette ikke kan lade sig gøre, hjælpe dig med at finde en anden løsning. Hvis du bliver opsøgt af en syg eller tilskadekommen kat, skal du enten ringe til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral på 1812 eller selv bringe dyret til nærmeste dyrlæge. Dette vil ikke koste dig noget, da Dyrenes Beskyttelse betaler for dyrlægen.

Hvis du knytter en kat til dig

Hvis du alligevel vælger at knytte en kat til dig ved at fodre den eller give den husly, vil den blive knyttet til dig samt til det område, hvor du bor. Samtidigt vil den blive vænnet af med at skulle skaffe føden selv eller med at gå hjem der, hvor den kommer fra.

- Ved at fodre katten påtager du dig således ansvaret for den - dvs. at du for eksempel skal sørge for fortsat fodring af katten, samt at den kommer til dyrlægen, hvis det bliver nødvendigt. Katten bliver så og sige din, fortæller Jens Svenningsen.

Af samme årsager må du naturligvis aldrig anskaffe dig en killing for at efterlade den, når du tager hjem fra ferien. En killing vil blive endnu mere afhængig af dig end en halvstor eller voksen kat.

Efterlad aldrig en kat

Hvis du har knyttet en kat til dig over sommeren, er det et stort problem, hvis du efterlader den.

- Katten vil have svært ved at klare sig selv, da den er vant til at blive fodret og ikke bare kan søge tilbage, hvor den kom fra. Hvis katten kommer fra et sted med mange katte, vil den have svært ved at klare sig i konkurrencen med de andre katte, hvis den har været væk længe. Resultatet af at du efterlader katten, kan derfor være, at den går sultedøden i møde, når alle feriegæsterne er rejst hjem. Hvis du har anskaffet dig en kat i sommerferien eller du har knyttet den til dig på anden måde, bliver du nødt til at tage den med hjem, fortæller Jens Svenningsen.

Hvis du ikke har mulighed for at tage katten med dig, når ferien er slut, er det dit ansvar, at den får sig et nyt hjem. Hvis du ikke selv kan finde nogen til at tage sig af katten, bør du kontakte et af Dyrenes Beskyttelses internater og se om de har plads til den og om de kan finde et hjem til den. Da det er din kat, må du være indstillet på at betale internatet for, at de modtager katten.