Solvarmeanlæg i Frederiks indviet

Viborg Kommunes første, større solvarmeanlæg blev fredag den 21. juni indviet i Frederiks.

24. juni 2013, 16:06
I front ses formanden for varmeværket Wolfgang Schubert.

Der var lagt op til den helt store indvielsesfest, hvor omkring 70 mennesker var mødt op, her i blandt formanden for byrådets Teknikudvalg Johannes Vesterby (V) og naturligvis formanden for varmeværket Wolfgang Schubert. Vesterby erklærede de 8434 kvadratmeter solpanelplader for indviet, mens han i bogstaveligt forstand fyrede kanonen af. Lige så let gik det ikke med modtagelsen af solenergien, da tunge skyer skyggede for solen, og et voldsomt regnvejr kom over Frederiks. Formanden for varmeværket var dog ikke helt uforberedt på regnvejr og havde sørget for at sætte et festtelt op, så folk kunne fejre dagen i tørvejr, mens de spiste pølser og fik lidt at drikke.

Fakta

Det nye solvarmeanlæg forventes at kunne levere omkring en fjerdedel af varmeforbruget i Frederiks, der i alt tæller 900 husstande, institutioner og virksomheder. Det har kostet 19 millioner kroner at etablere det nye anlæg, der indbefatter solpanel, en vandtank på 16 millioner liter og en teknikbygning. Til gengæld er omkostningerne til den daglige drift meget lille, og penge er formentlig indtjent på 10 år. Derefter har solvarmeanlægget stadig flere årtier foran sig.