Kommunens vejfolk laver morgengymnastik

Det styrker både muskler og sammenhold, når medarbejdere og ledere i Park & Vejservice i Viborg Kommune laver fælles morgengymnastik en gang om ugen.

20. april 2013, 13:21
Bjørn Karlsen foran sin traktor

På materielgården i Karup møder fire til seks morgenfriske medarbejdere op én gang om ugen til morgengymnastik, fortæller medarbejder Karin Præsteskov, der er tilknyttet Karup.

Vi har talt lidt om at tage til Viborg og træne med de andre kollegaer, supplerer Bjørn Karlsen, der også arbejder i Karup-området.

"Projekt Langtidsfrisk."

For et halvt år siden tog Park & Vejservices cirka 130 ansatte imod et tilbud om at bruge en halv time af den ugentlige arbejdstid på at lave morgengymnastik. Træningen er et led i det treårige "Projekt Langtidsfrisk," der omfatter alle ansatte i Kommunens forvaltning for Teknik & Miljø. Projektet blev skudt i gang i 2012 og sætter fokus på at fremme et godt arbejdsmiljø og mindske sygefraværet. Fysisk træning er en af vejene til at nå målet. Træningen består af forskellige fysiske øvelser, som træner fx ryg, mave og lår. Det er øvelser, som man kan tage del i, uanset fysisk form, og som ikke kræver det store udstyr. Det kan fx være løft af store dunke og elastik-øvelser.

Skepsis i starten.

Medarbejderne har taget godt imod morgengymnastikken, selvom det krævede lidt overvindelse i begyndelsen. Hovedparten af de ansatte er mænd, og gennemsnitsalderen er over 50 år.- I starten var folk både skeptiske og lidt generte over at skulle lave gymnastik sammen med kollegerne. Det har overrasket mig, at folk alligevel var så villige til at gå i gang med øvelserne, siger specialarbejder Vibeke Rosenkrantz Hegelund.Det nikker Claus Langvad, der er pladsmand på materielgården i Viborg, genkendende til. I begyndelsen stod de fleste i en stor klump bag i lokalet og kun nogle få stykker stod oppe ved vores instruktør. Den klump bagved er blevet mindre og mindre, for nu tør folk godt være med fremme, fortæller Claus Langvad. Han har selv et job, der for det meste er stillesiddende, og han kan allerede nu mærke effekten af træningen.

Større sammenhold.

Udover at have bragt park- og vejmedarbejderne i en bedre fysisk form, har det styrket sammenholdet i afdelingen at deltage i Projekt Langtidsfrisk.- Projektet har bragt folk sammen på andre måder, end de er til dagligt. Derfor har det været med til at skabe bedre sociale relationer. Og al erfaring viser, at jo større sammenhold, der er på en arbejdsplads, jo mindre er sygefraværet, siger afdelingsleder John Allan Pedersen. Han er derfor ikke i tvivl om, at projekt Langtidsfrisk ikke bare gavner den enkelte, men også er en god investering for samfundet.