Havegrill og børn er ikke en god sommercocktail

Børneulykkesfonden og Codan Forsikring står bag en ny kampagne "Sikkerhedsugen," som i uge 24 skal gøre hverdagen mere sikker for de danske børn.

26. juni 2013, 00:21
Pas på børnene når der er en tændt havegrill.

Fokus for årets kampagne er ulykker i hjemmet, herunder grill- og bålulykker. En ny undersøgelse udført af Codan Forsikring for Børneulykkesfonden viser nemlig, at to tredjedele af danske forældre har oplevet, at et eller flere af deres børn er blevet forbrændt pååben ild eller varme ting som eksempelvis en grill.

Det skal være en leg at være sikker. Det er udgangspunktet i en ny landsdækkende sikkerhedskampagne, som Børneulykkesfonden har lanceret med støtte fra Codan Forsikring. Her skal børn i alle aldre lege sig til en mere sikker hverdag og forældre skal blive klogere på forebyggelse af alvorlige ulykker. Baggrunden for kampagnen er, at tusindvis af børn hvert år ender på skadestuen med skader, som kunne være undgået med simple forholdsregler.

 - I Danmark har vi brug for kampagner som Sikkerhedsugen til at gøre børn og forældre opmærksomme på de alvorlige ulykker, der kan ske. Lige nu er grill-sæsonen over os, og det mærker mange af de danske børn desværre, da de kommer til skade, når mor og far kokkerer. Det er skader, som nemt kan undgås, hvis man husker at placere grillen uden for børns rækkevidde et sted, hvor man samtidig kan holde den under konstant opsyn. Husk at kullene kan være varme meget længe efter optænding. Vi ser desværre også skader på stranden, hvor man træder i varme grillkul fra dagen før, siger Henriette Madsen, der er leder af Børneulykkesfonden, i en pressemeddelelse.

Forældre har brug for mere viden

For næsten en femtedel (17 %) i undersøgelsen har forbrændingerne drejet sig om anden- eller tredjegradsforbrændinger. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at kun lidt mere end halvdelen (54 %) af forældrene føler, at de i meget høj grad eller høj grad er i stand til at vurdere, om en forbrænding er slem nok til, at man skal søge læge. Og det er uanset, om deres børn er blevet forbrændt tidligere.

- Danskerne er rutinerede i at tænde op og passionerede grill-mennesker, og undersøgelsen viser, at forældrene tidligt ønsker at dele oplevelsen med deres børn. Desværre ser vi også mange forbrændingsulykker med åben ild om sommeren. Derfor kan det være en god idé, at forældrene taler brandsikkerhed med børnene, når der skal tændes op, fortæller Rune Sandholt, der er CSR-ansvarlig hos Codan Forsikring.

Brug ikke isvand

De fleste forældre mener ifølge undersøgelsen, at de har tilstrækkelig viden om børnesikkerhed i forbindelse med grill og bål, men alligevel kommer de til kort, når det drejer sig om alvorlige forbrændinger.

- Det viser, at mange danske forældre trænger til at få genopfrisket, hvornår en forbrænding kræver lægehjælp. Forebyggelse af varige mén forudsætter rigtig behandling - og allerhelst, at de slet ikke opstod, fortæller overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense.

Det er samtidigt glædeligt, at undersøgelsen også viser, at stort set alle forældre har styr på at få forbrændinger under vandhanen til smerten er forsvundet, men det er desværre ikke alle, der ved, hvilken temperatur vandet skal have - for det skal nemlig være koldt, men ikke under 10 grader.

Planen er, at Sikkerhedsugen skal vokse og være en årlig tradition, hvor alle inviteres til at sætte børnesikkerhed på dagsordenen på en sjov og anderledes måde.