Bliv klogere på fisk i Gudenåen

Prøv fiskesafari, elektrofiskeri og at klappe gedder på Energimuseet

27. juni 2013, 00:51
En gruppe børn er på fiskesafari på Elmuseet.

Gudenåen er rig på fisk. Hele 28 arter af Danmarks godt og vel 30 ferskvandsfisk lever i vandet omkring Tange. Vandet er samtidig så klart, at der fra broerne ved Tangeværket er gode muligheder for at se flere af disse fisk svømme vildt i vandet.

På Energimuseet kan man hver dag i skolernes sommerferie blive meget klogere på fisk og livet i Gudenåen, når museet arrangerer guidet fiskesafari med mulighed for at se små og store fisk i deres naturlige omgivelser. Samtidig udstiller museet indfangede fisk i bassiner og hyttefade. Her kan man opleve vilde fisk som ørred, laks, aborre, ål, gedde og andre dyr, der er indfanget i vandet lige udenfor museets døre.

 Publikum kan også komme helt tæt på fiskene ved det underholdende og lærerige bio-science-show "Fiskfakserier og klaptorsk." Her undersøger guiden sammen med publikum, hvordan fisk er tilpasset livet i vand, blandt andet ved hjælp af et såkaldt strømakvarium, og det afprøves, om det virkelig er muligt at klappe den berygtede rovfisk gedden. De udstillede fisk bliver indfanget med metoden elektrofiskeri, der er den sikreste og mest skånsomme måde at fange fisk på, hvis de skal overleve. Når sommerferien er slut, bliver de indfangede fisk genudsat i Gudenåen og Tange Sø. Elektrofiskeriet bliver udført af specialister fra firmaet WaterFrame.

På udvalgte datoer i løbet af sommerferien vil det således også være muligt at opleve, hvordan det foregår, når Waterframe kommer på besøg og foretager elektrofiskeriet, fortæller Dorte Lindskov Nielsen fra Energimuseet i en pressemeddelelse.