Foto: Flemming Hansen
Koncentreret brug af gift på små arealer betyder, at der er risiko for at forurene grundvandet. En have uden gift kan give et rigere dyreliv med mange forskellige fugle, padder, bier, sommerfugle og andre dyr.

Vandværker i hele landet vil være giftfri

Thorning Vandværk tilmelder sine arealer til projektet Giftfri Have

14. April 2018, 09:05
 

Alt for ofte er der sprøjtegift i vores drikkevand. Det står klart efter en række fund af sprøjtegifte og opgørelser siden i sommers. Men nu går en række vandværker foran i kampen for at undgå sprøjtegift i grundvandet, så vi kan sikre rent drikkevand i fremtiden.

I alt har danske vandforsyninger tilmeldt 6,4 km til projektet Giftfri Have.

Senest har Thorning Vandværk registreret sine arealer som giftfri. Formand Harald Pehrson udtaler: Vi er nødt til at undgå de midler for at sikre vores drikkevand og diversiteten i naturen. Vi må ændre vores syn på, at pæne haver er friserede haver og acceptere, at ukrudt er til at leve med og godt kan holdes nede med håndkraft.

Tilmeldingen vækker desuden glæde hos de danske vandforsyningers brancheorganisation. Vi skal sikre rent drikkevand til fremtidens generationer, og når vandværker tilmelder sig Giftfri Have, er det med til at understrege, hvor vigtigt det er, at vi alle lader sprøjten stå og passer på vores grundvand. Det sender et godt signal, siger pressemedarbejder Dorthe G. Rasmussen fra Danske Vandværker, som håber, at endnu flere vandværker vil melde sig til Giftfri Have.

Ingen bør bruge sprøjtegift

Mange af de sprøjtegifte, vi finder i drikkevandet, har været forbudt i mange år. Men der findes også flere eksempler på, at godkendte sprøjtegifte ender i drikkevandet. Blandt andet fordi mange af de godkendte stoffer ikke er testet under danske forhold.

Den eneste sikre måde at forhindre giftrester i vores drikkevand er at undgå at bruge sprøjtegiftene. Derfor er det meget positivt, at vandforsyningerne går foran som et godt eksempel, siger Walter Brsch, der er geologisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Sprøjtegifte kan have forskellige skadelige virkninger på natur, miljø og mennesker. Nogle mistænkes for at være kræftfremkaldende, andre har hormoneffekter, og ingen kender virkningen, når forskellige sprøjtegiftrester blandes sammen den såkaldte cocktaileffekt. Derfor arbejder Danmarks Naturfredningsforening for et sprøjtefrit Danmark.

debat
HUSK - God tone i debatten