Foto: Eskil J. Nielsen-Ferreira
Bunker 1137 er til marts klar til at huse 108 nye medarbejdere.

Udflytning forsinket

Den planlagte udflytning af Operationscentret til Karup er forsinket. Til marts er man klar til at tage imod de nye medarbejdere

11. Januar 2018, 15:15

Efter i mere end 60 år at have arbejdet under jorden i Århus blev det i 2014 besluttet, at Forsvarets Operationscenter skulle flyttes til Karup 1. januar 2018.

Chefen for forsvarets operationscenter i Århus, Frank E. Jensen, kan her i årets første uge fortælle, at flytningen er en smule forsinket. Den samlede gruppe, som tæller 108 nye medarbejdere, skal rykke ind i eksisterende faciliteter i Karup - nemlig bunker 1137. Der mangler dog nogle delelementer, før bunkeren er klar til de mange nye medarbejdere. Når delelementerne er kommet her midt i januar, kan man gøre facilteterne helt klar.

Lige nu er det planen, at indflytningen kommer til at ske den 5. marts.

Nye Karupborgere?

En del af den nye medarbejdergruppe arbejder på det døgnbemandede operationscenter. Det er folk, som kommer fra det meste af Danmark. De er vant til at rejse og arbejder i lange stræk af gangen og har sandsynligvis ingen planer om at flytte, fortæller Frank Jensen. Blandt de medarbejdere, som kommer til at indgå i den daglige tjeneste er der flere, der fremadrettet planlægger at rykke vestpå. Der er gode udviklingsmuligheder for medarbejderne på flyvestationen, som snart tæller knap 3500 medarbejdere, og sammenligner man huspriserne her med priserne i Århus, er der ingen tvivl om, hvor man får mest for pengene.

Operationscentret monitorerer alt, hvad forsvaret har indsat, som er nationalt og herhjemme. Det er dem, der har det forkromede overblik, om det er grænserne, danske farvande, menneskeliv eller havmiljøet.

debat
HUSK - God tone i debatten