Tre spørgsmål til lokalkandidat Mikkel Thestrup Poulsen (Å), Kølvrå

13. November 2017, 14:15

1. Hvad er dine mærkesager for dit lokalområde/ landdistrikterne?

For det første mener jeg, det er vigtigt at værne om mulighederne for et trygt og godt familieliv i landsbyerne. Vores dagplejere og pædagoger er utrolig vigtige, når vi hver dag trygt overlader vores børn i deres kyndige hænder. Derfor skal der være tid og ressourcer til, at de kan passe deres job. Som formand for områdebestyrelsen for dagtilbudsområdet Sydvest har jeg fået indblik i processen med tildeling af midler med mere. Det nye budget har givet flere penge til netop børn og unge i kommunen, og det er et vigtigt skridt i en god retning. Jeg vil arbejde for, at besparelserne på børn- og ungeområdet stopper, så vi kan bevare nærværet med børnene og skabe en tryg hverdag.

Dernæst vil jeg arbejde for, at der ikke sker en afvikling af vores lokalsamfund og landsbyer. Noget af det der skal arbejdes med for at bevare vores landsbyer, er bedre transportmuligheder rundt i kommunen. Her tænker jeg primært på den offentlige transport. Et forslag er at lave en rundspørge, med f.eks. et interval på 1-2 år, blandt brugerne af den offentlige transport. Dette giver et indblik i brugernes behov og dermed kan man så vidt muligt tilpasse køreplanerne herefter. Det giver god mening, at busserne er til rådighed, når der er mest brug for dem, så de ikke kører tomme rundt.

Ligeledes vil jeg arbejde for mere borger inddragelse og medbestemmelse. Det bør være dem, som til dagligt er påvirket af beslutningerne, der er med til at bestemme. Det vil være min opgave at lytte og i fællesskab med borgerne træffe de beslutninger, der er bedst for netop vores landsbyer. Ved at lytte til borgerne vil jeg blive opmærksom på problematikker og få flere inputs til områder, jeg ikke ved ret meget om. Derfor er det kun med den enkelte borgers hjælp, at det bliver muligt at træffe de mest meningsfulde beslutninger. Jeg vil gerne være med til at skabe en politisk kultur, hvor det bliver normalt at inddrage borgerne mest muligt.

2. Hvem vil du pege på som borgmester?

Som udgangspunkt har vi i Alternativet ikke lagt os fast på, hvem vi skal pege på som Viborg kommunes kommende borgmester. Resultatet af forestående valg vil derfor have medindflydelse på, hvorvidt vi peger i den ene eller anden retning. Vi vil gerne have et bredt samarbejde med blandt andet en grøn linje og vælger efter, hvad der giver mest mening ud fra vores politiske standpunkter og de 3 bundlinjer.

 

3. Hvorfor skal man stemme på dig?

Jeg er landsbymenneske af natur. Jeg kan lide, at der er højt til loftet, plads til en god græsplæne og hvor børnene kan færdes i trygge rammer. Der er kort vej til en masse natur og rig mulighed for masser af frisk luft. Så landsbylivet må og skal bevares. En stemme på mig er en stemme for at bevare alt det gode, som landsbylivet kan give.

debat
HUSK - God tone i debatten