Tre spørgsmål til lokalkandidat Inge-Lise Sterup (V), Frederiks

Tre spørgsmål til lokalkandidat Inge-Lise Sterup (V), Frederiks

30. Oktober 2017, 16:05

1. Hvad er dine mærkesager for dit lokalområde/ landdistrikterne

Det er helt klart kulturen og idrætslivet, det lokale samt ældre og omsorg.

Jeg ved fra folkeoplysningsforbundet, at foreningerne i Viborg Kommune generelt set er tilfredse med tilskud og så videre. Men man skal ikke bruge det som en sovepude, man kan jo altid gøre ting bedre. Når det gælder, er man dybt, dybt afhængig af frivilligheden. Det er alfa og omega. Man er i Viborg Kommune god til at støtte op omkring de frivillige i hvert fald set med idrætslige øjne. Det skal vi blive ved med.

Jeg har en vision om et bedre samarbejde hallerne imellem. Lige nu skal man i Frederiks- Karup området arbejde sammen for at få et helt fodboldhold for eksempel. Idrætsrådet kunne overordnet invitere foreningerne for at høre, hvad der kunne gøres bedre. Det kunne give større samhørighed.

Det er i det hele taget utrolig vigtigt, at gå ud og spørge dem, der laver arbejdet, hvad der i grunden er brug for. Det gælder i de fleste sammenhænge.

En anden af mine mærkesager er ældre og omsorg. Også her er det dem, der laver arbejdet, hvis erfaringer det er vigtigt at trække på. Det gælder også de pårørende. Du skal ud og spørge - hvad er der brug for i de forskellige hjem. Tag nu for eksempel SOSU hjælpere, de har meget kort tid hos hver enkelt borger, og der er nogle andre, der bestemmer, hvad de må og skal. Jeg synes, at der er for meget kontrol og for mange regler, når man arbejder med omsorg. Her handler det meget om at have lov til at mærke efter, hvad der er brug for hos den enkelte borger netop den dag. Jeg tror ikke, man behøver at tilføre flere ressourcer, der skal bare ændres i retningslinjerne. Slip kontrollen og lad folk arbejdet under ansvar. Det er en anden tænkning, og det er sikkert ikke så enkelt endda.

 

2. Hvem peger du på som borgmester?

Ulrik Wilbek. Han har brugt en masse tid på at forberede sig her op til valget. Han har været rundt i kommunen og snakket med foreninger, med skoler, institutioner, været på virksomheder og forholdt sig til erhvervslivets vilkår. Han har besøgt andre kommuner og har generelt et fantastisk netværk. Han kender spillets regler. Han har i mange år arbejdet målrettet på at få folk til at samarbejde.

3. Hvorfor skal man stemme på dig?

Jeg brænder for alt det her. Jeg kan ikke lade være med at gå op i ting. Jeg følger med og er et meget engageret menneske. Nu har jeg lidt mere tid at gøre med. Jeg brænder for lokalområdet, men jeg ved også, at Bilka ikke kan komme til Havredal. Nogle ting skal være i Viborg. Vi har vores forskelligheder. Det har jeg forståelse for.

debat
HUSK - God tone i debatten