Foto: Pia B. Jakobsen
Direktør for InService, Flemming Juhl, overrækker Casper Kjær Karlsen svendebrevet. Foto: Pia B. Jakobsen

Svendeprøve og studentereksamen

Adskillige 12 taller til studentereksamen, 10 for svendeprøven. Og fast arbejde med det samme

18. Februar 2018, 09:45
 

Casper Kjær Karlsen er en glad ung mand. - Særligt da også den tredje og tilsyneladende værste prøve er ovre - nemlig at spise et stykke brunsviger med ansjoser. Sådan er traditionen nemlig hos InService. Man modtager først svendebrevet, når både kage og ansjoser er spist. Casper har det rigtig svært med fisk. Det er bestemt ikke hans livret. Men selvom han vidste, at det var traditionen, valgte han alligevel at starte hos InService.

Casper har altid drømt om at komme til at arbejde indenfor smedebranchen. Da han blev konfirmeret, fik han et svejseapparat i konfirmationsgave. Det havde han ønsket sig. I forbindelse med 10. klasse valgte han at starte som arbejdsdreng hos InService stadig med smedegerningen i tankerne, men da han senere hørte et foredrag om industriteknikeruddannelsen og mulighederne, var han solgt. I dag synes han, at CNC fræsning er særligt spændende og udfordrende.

På spørgsmålet om, hvorfor han valgte den 4årige EUX, som indebærer både en studentereksamen og en svendeprøve, er Casper klar i mælet: Det lød bare spændende, og jeg ville gerne prøve det for også at have noget at falde tilbage på, hvis nu det ikke var industritekniker, jeg vil være resten af livet.

Lejlighed og fast arbejde

Lige nu har Casper dog ingen planer om at læse videre. Han flyttede sammen med kæresten sidste weekend, og han starter nyt arbejde på mandag, når han har nydt en velfortjent weekend. PF værktøjsfabrik i Herning er den heldige vinder. Her skal Casper lave støbeværktøj. Det glæder han sig til.

Ansøgninger og samtaler har han ikke brugt meget tid på. Han skulle kun til samtale een gang for at få arbejde. Den værste af alle prøverne var nok den med ansjosen på brunsvigeren. Den vil han ikke anbefale!

En ny lærling

Flemming Juhl, direktør for InService, fortæller i øvrigt, at virksomheden nu søger efter en ny lærling. Denne gang kunne de godt bruge en smed, men til sommer, når deres voksenlærling er færdiguddannet, vil han også være på udkig efter en ny industritekniker lærling.

debat
HUSK - God tone i debatten