Foto: 0
Ren Prang øverst på podiet den 6. maj efter Jyllandsringen Classic Race. T.h.: Carsten Mortensen og Niels Bondgaard. foto: Erling Prang 0

Succes og nedtur for Prang på Jyllandsringen

Motorsport Ren Prang oplevede både succes og nedtur i weekenden, da han deltog i første afdeling af DM i Classic Road Racing SuperBike, som blev kørt i forbindelse med Danish Masters Racing Festival på Jyllandsringen.

29. maj 2017, 12:45

Succesen kom i form af en komfortabel sejr i det første løb lørdag eftermiddag, den 6. maj, hvor han kom over målstregen som nr. 1, 15 sek. foran nr. 2, på en Ducati 916 SP fra 1994. Efter lørdagens løb var han således helt i front i den foreløbige stilling. Det var der ingen planer om at ændre på i søndagens løb.

Da starten gik søndag, lagde Ren Prang sig straks i spidsen efter første sving, ligesom det også skete i lørdagens løb. Hurtigt så det ud til at succesen fra lørdag skulle gentage sig. Da målstregen blev passeret for anden gang gik det rigtigt fint, men på tredje omgang begyndte der at komme mislyde fra motoren, som den erfarne roadracer ikke brød sig om. Motoren satte momentvis ud, og Ducati en mistede fart. For ikke at risikere en ødelagt motor, valgte Prang derfor nødtvunget at køre i pit og udgå af løbet. På det tidspunkt havde han allerede sikret sig et forspring på 7 sek. til den nærmeste konkurrent. Rigtig ærgerligt, men desværre en uforudsigelig situation, der af og til opstår. Løbet blev i stedet vundet af lørdagens nr. to: Carsten Mortensen med Niels Bondgaard på andenpladsen.

Et lille plaster på såret var at Ren Prang, trods sin tidlige afgang fra løbet, blev noteret for weekendens hurtigste omgang.

Efter dagens nedtur er Ren Prang nu på en foreløbig samlet fjerdeplads. Derfor er der virkelig noget at køre for i de kommende løb, og det har han tænkt sig at gøre noget ved. Der resterer endnu 3 løbsweekender i DM Classic roadracing SuperBike, hvor der køres om max. 150 point endnu, ud af 200 mulige i hele serien, så det endelige resultat er stadig meget åbent.

I den kommende weekend deltager Ren Prang i anden afdeling af DM for moderne maskiner i klassen SuperBike på sin Aprilia RSV4 RF. Efter første afdeling i denne serie, er Ren Prang ligeledes på en foreløbig fjerdeplads, skriver Erling Prang i en pressemeddelelse.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Sport