Jesper Thrige, Frederiks, stiller op for Det konservative Folkeparti i Viborg

Ny byrådskandidat

19. Oktober 2017, 11:05

Frederiks Jesper Thrige er 42 år gammel og er opvokset i en lille landsby, Fjelstervang, vest for Herning. Han kom til Viborg Kommune i forbindelse med sin værnepligt i 1996. Den blev aftjent ved Prinsens Livregiment. Værnepligten kom til at løbe over et par år, da han blev udtaget til sergent, og i samme periode stiftede han familie i Viborg. I dag bor han i hus i Frederiks med Charlotte og hendes børn. 

Igennem hele sin opvækst oplevede Jesper, hvordan det var vigtigt for lokalsamfundet hele tiden at stå sammen og kæmpe for de lokale institutioner, handelsdrivende og fritidstilbud, da landsbyen ellers konstant var truet af butiksdød, skolelukning og derfor ikke attraktiv for ny tilflyttere. Det er en ærgerlig tendens, som ikke er blevet mindre aktuel med årene, siger Jesper. Derfor ligger det ham meget på sinde at omegnsbyer og landsbysamfund ikke må glemmes i skyggen af storbyens succes!

Jesper har de sidste syv år arbejdet på STU Viborg, der er en uddannelse for unge mellem 16 og 25 år, der ikke kan tage en ordinær uddannelse, og som ikke er arbejdsmarkedsparate grundet fysiske/psykiske handicap. Her er hans primære ansvarsområde oprettelse af erhvervsafklarende praktikker samt dokumentation af udbyttet heraf til brug ved for eksempel en fleksjobgodkendelse. Derudover er han organisationsansvarlig for OCN-metoden, som er et dokumentationsværktøj til at dokumentere kompetencer. Jeg kunne godt tænke mig, at det blev nemmere at ansætte de mere udsatte borgere i tilpassede jobs. Det vil være til gavn for både den unge, som får en arbejdsidentitet med alt hvad det indebærer, og for virksomhederne, som vil få løst en del af rekrutteringsproblemerne og i det hele taget høste fordelene ved at være rummelige arbejdspladser siger Jesper og fortsætter Viborg Kommune vil spare en hulens masse penge på passiv forsørgelse, der vil kunne bruges meget bedre andre steder.

Jespers rygsæk er fyldt med erfaringer fra tidligere beskæftigelse som bl.a. lærer i både folkeskole og på efterskole, befalingsmand i Forsvaret (indenlands og som udsendt), ufaglært montør og landbruget. Jeg har aldrig haft en arbejdsløshedsdag.

Også i fritiden er han aktiv. Familien er vigtig, men Jesper har også altid lavet frivilligt arbejde. Det kunne være svømme- eller gymnastiktræner, frivillighedsarbejde i lokale foreninger, FDF-leder og nu lokalpolitik. Og så prioriterer jeg også at vedligeholde netværk og venskaber! Han elsker at rejse og udvide sin horisont og finder desuden stor glæde ved oplevelser som koncerter og foredrag. Bøger af den rigtige gammeldags slags er ligeledes en stor del af Jespers fritid, gerne romaner med historisk islæt.

Jesper har altid været politisk interesseret om end ikke altid politisk aktiv. Som 18-årig var han i ganske kort tid medlem af den lokale venstrevælgerforening. Han var med da Ny Alliance startede op i sin tid og var i den forbindelse lokalformand i Viborg Kommune. Da partiet skiftede kurs til Liberal Alliance meldte han sig ud og har været Konservativ siden.

debat
HUSK - God tone i debatten