Kaj Aage Bräuner

Nekrolog

Natten til mandag den 18. april sov gårdejer Kaj Aage Therkildsen Bräuner stille ind på Viborg Sygehus efter nogen tids svagelighed.

28. April 2016, 06:40

Kaj Aage Bräuner er af Kartoffeltysker slægt og tredje generation på Karuphøjgård, hvor han blev født den 25. Juni 1931, som den yngste af en søskendeflok på syv.

Efter sin skolegang i Skelhøje kom han, som det var sædvane den gang, ud at tjene, og for at lære noget nyt kom han til en gård på Koldingegnen. Efter nogle år ved landbruget fik han problemer med sin ryg, og han måtte forlade det fysisk hårde arbejde ved landbruget, og i stedet fik han kørekort til bus, og fik arbejde på Herning-Viborg ruten. Her mødte han sit livs kærlighed Lissi, en købmandsdatter fra Munklinde, der havde fået arbejde på flyvestation Karup. I 1957 blev parret gift.

I 1962 blev han af sin far bedt om at komme hjem og deltage i driften af Karuphøjgård. Efter faderens død overtog Kaj Aage og en søster ejendommen, og drev den videre med søsteren frem til 1994, hvor en søn overtog søsterens part.

Kaj Aage var en dygtig og iderig landmand. Han opfandt og forbedrede mange maskiner, der lettede arbejdet i landbruget. På et tidspunkt udviklede han et system, hvor man kunne blande vand og gylle, før det via vandingssystemet blev tilført afgrøderne, når de havde mest brug for det. Et lovende system, der dog blev forbudt af skrivebordsgeneraler. Indenfor konkurrencepløjning var Kaj Aage et kendt navn, og han arbejdede hårdt på at optimere de plove, som hans sønner brugte.

Også i lokalsamfundet var Kaj Aage aktiv. I begyndelsen af 70erne var han med til at starte Kristeligt Folkeparti, og han var med da frivillige byggede Menighedshuset i Frederiks. Også missionshuset i Skelhøje stod Kaj Aages hjerte nær, og det generede ham, da det ikke lykkedes at redde det som missionshus.

I 2008 skete der endnu et generationsskifte på Karuphøjgård, hvor to sønner kom med i driften, og Kaj Aage sammen med sin kone kunne flytte til et ny opført hus i Skelhøje, hvor Kaj Aage fik sit otium.

Foruden sin kone Lissi efterlader Kaj Aage sig fem børn. To døtre i henholdsvis Norge og Spanien. To sønner i lokalområdet og en søn i Hadsten. Han efterlader sig endvidere 11 børnebørn og et oldebarn.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Navne

Ny Karup-redaktør

Pia Birgitte Jakobsen har sat sig i redaktørstolen; da Jens Alfred...

Døde få måneder efter sin 100 års dag

Edel Thybo fra Skelhøje døde 15. juli i sit hjem i Skelhøje

Dimittender i Havredal

Sommeren 2017 dimitterede ti elever fra Havredal Praktiske...

Ny socialchef i Viborg Kommune

43-årige Ulrik Johansen er ny socialchef i Viborg Kommune, hvor han...

Inger har gjort meget for pensionisterne

Der var både blomster og diplom til Inger Holm