Foto: Leo Johansen

Nej til social dumping, ja til et stærkt lokalt arbejdsmarked.

Læserbrev af Marianne Aaris Andersen (A), byrådskandidat

16. November 2017, 14:35

Når vi handler i Netto, i Løvbjerg, i Fakta eller i Bilka, vrimler hylderne med varer på tilbud. Nogen af os køber økologisk eller undersøger, om billige tilbud på tøj skyldes børnearbejde. Men hverdagen er travl for de fleste. Derfor har de færreste tid til at tænke over hver enkelt vare, der ender i indkøbsvognen.

Sådan er det med hverdagens valg. Men politikere, som jeg selv, er valgt til at stille krav via kommunens indkøbs- og udbudspolitik. Lige præcis her ville jeg ønske at Viborg byråd havde modet og viljen til at indføre kædeansvar, og at man ville kigge mere på kvaliteten end økonomien i udbuddet.

Kædeansvar har det grundlæggende princip, at hovedentreprenøren/leverandøren hæfter for eventuelle brud på arbejdsklausulen, uanset om fejlen ligger ved en underleverandør. En hovedentreprenør har en økonomisk gevinst ved at hyre en billig underleverandør, og derfor har jeg også en klar holdning til, at så har hovedentreprenøren også ansvaret for, at arbejdsklausulen er overholdt led for led.

Brug af underleverandører er udbredt i mange brancher specielt indenfor bygge- og anlæg, transport og rengøring.

Kan I huske hele farcen om rengøringen ude på Viborg kommunes institutioner og skoler?

Sidenhen er skolebuskørslen kommet i udbud, hvilket bestemt heller ikke har været problemfri.

Kort før valget til byrådet i 2013 havde virksomheden Viborg Taxa 33 taxabevillinger og dermed kørsel og job til 100 chauffører, borgere og skatteydere. I dag har Viborg Taxa blot 23 taxabevillinger tilbage. Dermed er der forsvundet 10 bevillinger med kørsel og job for cirka 30 chauffører i Viborg.

Ja, Viborg kommune har sparet penge ved at udbyde skolebuskørslen, og de sparede penge er også kommet andre trængte områder til gode. Politik handler nemlig hele tiden om prioriteringer. Men jeg håber, at det nye byråd har viljen til at vægte kvaliteten højere end i dag.

Vi skal stille klare betingelser om fair løn, gode arbejdsvilkår og sikring af lærlingepladser, når vi som kommuner sender opgaver i udbud. Fra byggeri over rengøring til transport af patienter, skolebørn og pensionister i den offentlige service trafik. Det støtter op om fair konkurrence og om gode job for de borgere, skatteydere og vælgere, der arbejder for vores skattekroner.

Ved kommunalvalget i 2013 havde stort set alle partier ellers rigtig travlt med at påråbe sig titlen som arbejderpartiet, der vil bekæmpe social dumping!

Jeg ville ønske, at jeg kunne gå ud og prale med, at vi i Viborg tør tage ansvar i vores udbudspolitik. At vi er klar til at gå forrest, og at vi har modet til at træffe de beslutninger, som jeg mener er nødvendige.

Det er vigtigt for mig at kommunen, arbejdsgiverne og fagforbundene samarbejder om ordentlige jobs på sikre arbejdspladser og på lige vilkår.

Det er en socialdemokratisk mærkesag en mærkesag som jeg vil kæmpe videre for!

debat
HUSK - God tone i debatten