Foto: Morten Marboe
Glæden ved musik og sang var ikke til tage fejl af på Plejecenter Åbrinken.

Musik og glæde på Åbrinken

De omkringliggende ældreboliger, frivillige og plejehjemmet Åbrinkens tre afdelinger var inviteret, da ergoterapeut, og musiker Ole Brandstrup, lagde vejen forbi plejehjemmet med sin gode sangstemme, sin guitar, et vaskebræt og en boremaskine

07. Juni 2018, 16:10
 

Det var de ingredienser, der skulle til for at skabe liv i kludene på plejehjemmet. Musik er en aktivitet, som alle kan deltage i forklarer Ole, inden programmet går i gang. "Jeg havde spillet musik i mange år, og da jeg blev uddannet ergoterapeut fandt jeg ud af, at det er en rigtig god id at koble musik og ergoterapi sammen." For Oles vedkommende startede det i 2012 med guitarmusik og sang sammen med senhjerneskadede. Det udviklede sig, og Ole fandt ud af, at også mennesker uden sprog kunne bidrage i et kor. Det lød godt og var til stor glæde for alle parter.

Freelancer

I januar i år tog Ole så springet og valgte at blive freelancer indenfor musikterapi. Han har nu syv faste steder i Midtjylland, hvor han spiller for demente, senhjerneskadede og folk med psykiske problemer. "Genkendelig musik gør, at du har det godt i nuet. Du kan have angst, være ked af det, vred og musik kan ændre din sindsstemning. Jeg har oplevet demente, der ikke har sagt et kvæk i en hel uge, og så kan de den onden lynme synge alle syv vers i sangen."

Musik og boremaskiner på Åbrinken

På Åbrinken er det tydeligt, at beboere og gæster lige skal varmes op, da Ole indleder med bred midtjysk dialekt: "Goddaw, jeg hedder Ole! Jeg er omrejsende i musik, sang og bevægelse." Men efterhånden som tonerne til Det summer af sol over engen og Lille sommerfugl flyder ud på gangene, kommer der flere og flere til. Og flere og flere stemmer i og synger med. En beboer, der til at begynde med var hæs, og bare lige ville sidde lidt udenfor det hele og se på, synger med fra start til slut. "Det er dejligt at synge, og han er rigtig dygtig," erkender hun! Ole går da også helt tæt på sit publikum. En ældre kørestolsbruger får en boremaskine i hånden og sørger sammen med de øvrige gæsters taktfaste klappen for rytmen til Der er lys i lygten.

Centerleder Marianne T. Villekold er bagefter heller ikke i tvivl om, at arrangementet skabte stor glæde blandt beboerne: "Der var ikke bare lys i lygten, men også i øjnene på alle! Vi søger hele tiden at gøre det, der er meningsfyldt for den enkelte beboer, og her ramte vi noget, der var meningsfyldt for de fleste."

Tidligere skolelærer fik ideen

Det var Vera Friis fra Trivselspiloterne i Karup, der fik ideen til at invitere Ole Brandstrup, og som søgte pengene til arrangementet hos Viborg Kommunes Forebyggelsespulje. "Ole var min gamle elev igennem ni år på Karup Skole. Da jeg hørte ham i bandet Billybobbers, tænkte jeg, at ham måtte vi have til Karup." Vera selv var også ovenud tilfreds med arrangementet: "Nu er Ole også blevet hyret til at synge for beboerne på min fars plejehjem i Lemvig."

Skuld gammel venskab

Afslutningen er en tradition for Ole. Her blev spillet Skuld gammel venskab rejn forgo og traditionen tro rokkede både beboere og personale da også fra side til side, mens de, der kunne, holdt hånd.

Vil man vide mere om Ole kan man holde øje med hans facebook side, der hedder Musik, sang og bevægelse.

debat
HUSK - God tone i debatten