Foto: Middelalderliv

Middelaldermarked i Viborg

Kom og mød Europamesteren i ridderdyst

25. April 2018, 18:25
 

St.Bededag I Viborg holder de majmarked allerede i april, og Ridder Ole af Viborg inviterer alle til Middelalder Maj Marked i st. bededagsferien fra 27 - 29 april. Her vil der timevis af hygge og aktiviteter for hele familien, når historien om middelalderens Danmark bliver levendegjort.

Marked og underholdning

Som i de gode gamle dage falbydes der fine håndlavede ting fra de mange små markedsboder. Alt fra mjød, honning, urtesalt, plantefarvet garn, historiske smykker, keramik, trælegetøj, håndsmedede knive, fåreskind, lædervarer og meget, meget mere.

Når handlen er gjort, er det tid til at lade sig fornøje: musikanterne spiller og gøgler, ildfolket danser med ilden og krigerne trækker deres blanke sværd.

Ridderturnering

Ridderne fra ildhesten opfører en flot ridderturnering med lansedyst. I år har kongen brug for riddernes hjælp til at nedkæmpe de jyske bønders oprør mod højere skatter. Sværdklinger krydses og lanser splintres, når ridderne går i kamp på deres fyrrige heste.

På middelalder legepladsen kan børnene skyde med armbrøst, spille spil, filte uld og lege de gode gamle lege. De kan også få en trækketur på hesten, prøve at malke en rigtig ko eller klappe den lille, nye kalv.

Middelaldermad

Duften fra den dejlige middelaldermad vil brede sig fra bålene, og fra den store bageovn kommer varme brød. Der kan købes sprøde pølser med friskost, søde kanel-æblekager, ølkage, kaffe, øl og saft. Man er også velkommen til at tage madkurven med og nyde den sammen med byens bedste udsigt.

Majmarked arrangeres af Middelalderliv

Middelalderliv er et historisk aktivitets- og oplevelsessted med levendegjort formidling af livet i middelalderen for såvel bondefamilien som ridderen. Det er Aase Højgaard Svendsen og Ole Bach, som er drivkraften bag Middelalderliv som, udover det årlige Majmarked, også formidler middelalder ridderens virke via opvisninger med heste og våben. Desuden er der tilkyttet en række personer, der deltager aktivt i de forskellige arrangementer.

Entre kr. 50 og der er gratis adgang for børn under sværdhøjde (0-5 år). Husk kontanter - der var ikke automater eller mobilpay i middelalderen.

På majmarked.dk kan man se mere.

debat
HUSK - God tone i debatten