Foto: Pressefoto
Bjarne Kragh Jensen

Lederne åbner Tag Ansvar-butik ved Snapsting

På samme tid, som der er fuld gang i folkefesten Snapsting i Viborg, åbner Lederne i uge 25 en helt ny pop-up-butik på Vestergade 2

09. Juni 2017, 08:06

SNAPSTING Butikken, der åbner mandag den 19. juni, vil frem til lørdag den 24. juni danne rammen om en række debatter og udveksling af erfaringer om at tage ansvar.

Butiksåbningen i Viborg sker som led i en stor kampagne, Lederne i år har skudt i gang under overskriften Tag Ansvar. En lang række centrale personer fra det lokale erhvervsliv, Viborg Kommune, byrådspolitikere samt organisationer fra Viborg-området vil i løbet af uge 25 lægge vejen forbi Tag-Ansvar-butikken på Vestergade og deltage i debatter om alt fra uddannelse over frivillige, mangfoldighed og stress til ledelse. På listen over deltagere fra det politiske liv står blandt andre borgmester i Viborg, Torsten Nielsen (C), samt spidskandidaterne Per Møller Jensen (S) og Ulrik Wilbek (V).

Afdelingsformand for Lederne Midt-Nord Bjarne Kragh Jensen ser frem til en lærerig uge.

- Jeg glæder mig til, at der bliver sat fokus på ledelse her i Viborg. Der er nogle meget kompetente navne fra erhvervslivet og organisationerne i Viborg-området på programmet. Det bliver også interessant at høre borgmesterens og lokalpolitikernes syn på de udfordringer, der skal løses. Der er bestemt grundlag for en god debat om, hvordan vi hver især kan tage et større ansvar for nogle af de områder, der fylder mest. Jeg glæder mig til at blive klogere i løbet af ugen, og jeg håber, at alle med interesse for ledelse har lyst til at være med, siger Bjarne Kragh Jensen.

Mandag skydes Tag Ansvar-ugen officielt i gang med en uddannelsesbasar i samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner Mercantec og Dania. Derefter følger en debat om, hvordan vi får skabt flere praktikpladser, og hvordan flere unge kan få øjnene op for faglige uddannelser. Deltagere er borgmester i Viborg Torsten Nielsen, formand for Lederne Svend Askær, afdelingsleder i Brøndum A/S Torben Jepsen og direktør i HS Byg Henrik Søgaard. Sidst men ikke mindst deltager Marianne Bukh Villesen, uddannelses- og markedschef ved Mercantec, og Marianne Aardalsbakke, associate professor ved Erhvervsakademi Dania, også i debatten.

Frivillighed

Tirsdag er overskriften frivillighed. Foredragsholderen Mark Anthony med tilnavnet Mr. Motivator lægger vejen forbi butikken i Viborg og kommer med ideer til, hvordan man som leder kan motivere såvel frivillige som ansatte. Senere er der debat under overskriften Tag ansvar med hjertet mellem Ulla Serup Thomsen, formand i Frivillighedsrådet i Viborg, Mikkel Smed, daglig leder i De Frivilliges Hus, Per Birch, formand i Red Barnet Viborg, Sara Topsøe-Jensen, kunstnerisk leder ved egnsteatret Carte Blanche samt Torkild Justesen, direktør i Lederne.

Onsdag står i mangfoldighedens tegn og handler om, hvordan vi får flere kvinder i ledelse. Man kan kigge forbi butikken og høre administrerende direktør i Danlaser Pia Grandelag, direktør i Viborg Innovation Fond Inge Bak, erhvervsfilialdirektør i Nordea Mette Haahr, CEO i Grobund Mette Holmgaard Andersen og chefkonsulent i Lederne Marianne Rasmussen, fortælle om deres vej til ledelse og få inspiration til, hvordan man kan tage det næste skridt op ad karrierestigen.

Hvordan kan man blive bedre til at spotte og forebygge stress - og hvordan knækker vi stresskurven? Det er spørgsmålene, som tager under behandling i butikken torsdag. Bud på svar gives af mejerichef i Arla Foods Rødkærsbro Jonna Mortensen, Chef for Personale og Organisation i Viborg Kommune Hanne Toksvig, seniorkonsulent i Cabi Hanne Holm, chefkonsulent i ArbejdsmiljøCentret Tue Isaksen og arbejdsmiljøchef i Lederne Lars Andersen.

Hvad er god ledelse?

Fredag er omdrejningspunktet i Tag Ansvar-butikken ledelse. Hvad er god ledelse - og hvad vil det sige at tage ansvar som leder? Det gør ledelseskonsulent og ph.d. Jacob Steendahl Nielsen deltagerne klogere på, når han holder gå-hjem-møde om, hvordan man styrker sit lederskab. Til sidst kan deltagerne være med til at diskutere dilemmaer forbundet til forskellige ledelsesstile.

Inden døren lukkes lørdag eftermiddag er der masser af aktiviteter i butikken. Blandt andet vil lokale profiler fra den politiske verden give deres bud på, hvor de mener, der bør tages mere ansvar - og hvad de selv vil gøre lokalt. Deltagere i debatten er borgmester i Viborg Torsten Nielsen (C), 2. viceborgmester og spidskandidat Per Møller Jensen (S), spidskandidat Ulrik Wilbek /V), næstformand i SF Signe Munk og direktør i Lederne Torkild Justesen.

Alle arrangementer i Tag Ansvar-butikken er gratis, uanset om man er medlem af Lederne eller ej. Man kan læse mere om Tag Ansvar og se hele programmet, der blandt andet også omfatter en række tilbud om personlig rådgivning, på https://www.lederne.dk/tag-ansvar

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Det Sker

Demensvenner søges

Viborg kommune søger demensvenner til at hjælpe demente i dagligdagen...

800 malkekøer glæder sig til at få besøg

En af de mest mælkeproducerende landmænd i Danmark bor på Elmegården...

Konkurrence om årets feriebillede

Hvis du skynder dig kan du stadig nå at deltage i konkurrencen

151 deltagere i vandretur

En meget vellykket tur med et spændende foredrag om et emne, som kun...

Nyt transportmiddel i bybilledet

Med stor lokal støtte er Karups trafik blevet beriget med en richshaw

Fars værksted - min retrobutik

Hosekræmmeren er flyttet, så nu skal der være retrobutik i Smedehuset...