Foto: Jan Anderschou
Kristensen og Kristensen kan være stolte af bogen

Kristensen og Kristensen har skrevet en bog

Nu er bogen også udgivet hvilket blev markeret ved en reception på Flyvestation Karup

10. September 2017, 18:50
Af Jan Anderschou
 

Bogudgivelse Bogen handler om EH101 Merlin, Flyvevåbnets redningshelikopter der også kan anvendes til troppetransport.

Hvis et fly kunne tale så ville Merlin være god for mange spændende historier. Heldigvis har troldmanden en lærling, eller rettere to, der forstår at omsætte de mange oplevelser til ord og billeder. Det er nu blevet til en fantastisk bog på 267 sider, som vil ramme sine læsere dybt.

 

Lærlinge er måske ikke den rette betegnelse for Kristensen og Kristensen, nærmere betegnet Thomas Kristensen (MET), kaptajn i flyvevåbnet, og Henning Kristensen, flyvevåbnets faste fotograf. Tilsammen udgør de en dynamisk duo, som forstår hinandens faglige behov og udfordringer, og derfor bringer kamera og kuglepen, og dermed læserne tæt på begivenhederne. Nogle gange meget tæt på.

Der er ingen tvivl om at læsere vil blive dybt berørt over, at studere denne flotte bog i alle detaljer. Det er ikke bare flyvetekniske ord og billeder, men beretninger fra det virkelige liv, hvor Merlin indsættes i krig og fred. Merlin har været i Afghanistan for at yde sit, har ledt efter u-både i Østersøen og er kommet talrige nedstedte til undsætning overalt i Danmark.

En historie fortæller om Henrik, en veteran der som mange andre må lide med PTSD efter udsendelse i verdens brændpunkter. Henrik fortæller om en mørk aften hvor han både bogstaveligt og i overført betydning var havnet i dyb mørke et sted på Læsø. Med hjælp fra den lokale doktor blev en redningshelikopter, der hjalp Henrik i situationen. Tilbage på fastlandet håber vi Henrik også får fast grund under sin sygdom, som bestemt ikke er til at spøge med.

Det er naturligvis ikke selve flyet Henrik husker, men det team som fulgte med. Professionel, effektiv indsats er første og vigtige skridt i enhver redningsaktion. Det er samme varme følelse der møder en, når man læser i bogen. Er man kun til billeder, går man heller ikke forgæves, bogen er fyldt med billeder af virkelige situationer. Henning Kristensen fremhæver især et billede som sin favorit. Henning forklarer:

-Dette billede viser det hele, helikopteren der kommer til undsætning, hvem de skal undsætte og hvordan de gør det.

Selv husker fotografen især oplevelsen af at hænge ud af siden på helikopteren med kameraet for enden af en selfiestang.

Kristensen og Kristensen har mange flyvetimer sammen, ikke kun i Merlin, men også i F16. Det stiller særlige krav til både pilot og fotograf, der begge skal beherske rutinerne med katapultsæde og andre procedurer der hører faget til. Sammen har de naturligvis også udgivet bogen om F16 og barsler med en ny udgivelse om et års tid, nemlig Lynx helikopteren.

debat
HUSK - God tone i debatten