Foto: Privatfoto

Kreativ IT for børn og unge

12. August 2015, 13:25
Af Birgitte Brøgger Dyrberg. bbd@ugeavisen-karup.dk

KULTUR Coding Pirates åbner på Viborg Bibliotekerne

Onsdag den 26. august slår Coding Pirates Viborg (CPV) dørene op på Hovedbiblioteket i Viborg til leg og læring med moderne teknologi. Coding Pirates er en forening, der spreder sig med lynets hast i hele landet. Foreningens formål er at fremme børn og unges produktive og kreative it-kompetencer via ugentlige klubaftener. CPV vil foregå ugentligt onsdage og er drevet af frivillige kræfter.

Samarbejde på tværs af kommunen

Viborg Kommune samarbejder med CPV, for at kunne tilbyde et nyt og spændende fritidstilbud til kommunens børn og unge. Viborg Bibliotekerne er en af drivkræfterne bag initiativet, og derfor har CPV til huse i det nye Testlab på Hovedbiblioteket i Viborg. Bestyrelsen for CPV ser frem til, at tilbyde et spændende og indholdsrigt program for børn og unge i Viborg Kommune.

Mindstorms og makey makey

Ved åbningen kan børn og unge lege med Lego mindstorms sumobrydningsrobotter, lave deres egne spilcontrollere med makey makey, designe og printe badges med 3D printere eller lave human stop motion spiltrailere. De frivillige undervisere leger sammen med børnene, og udvikler nye ideer til videreudvikling af Coding Pirates aktiviteter. Læs mere om Coding Pirates på vores facebookside www.facebook.com/codingpiratesviborg eller på www.codingpirates.dk

Først til mølle

Bestyrelsen for CPV har besluttet at oprette et hold med plads til 20 børn og unge i alderen 7-17 år. Optagelsen sker efter først til mølle princippet, og tilmelding sker på www.codingpirates.dk

Åbningsarrangementet er gratis, og foregår i Testlab på Hovedbiblioteket i Viborg. Skulle der være forældre som er interesserede i at blive frivillige, tager bestyrelsen også gerne imod dem.

Arrangør: Samarbejde mellem Coding Pirates Viborg, Viborg Kommune og Viborg Bibliotekerne.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Lokalt