Foto: Birgitte Brøgger Dyrberg
Karolinepigerne jobber to ad gangen. Her er det f.v.: Ingrid Buhl Jørgensen og Birgit Andersen

Karolinepiger skaber hygge

21. Januar 2017, 07:30
 

SKELHØJE Der var noget af en speciel, positiv stemning, da jeg forleden eftermiddag besøgte Skelhøje Købmandsgaard. Knud Gaarn-Larsen var i færd med at ekspedere en kunde, andre kunder gik rundt i butikken og flere sad i cafafdelingen og snakkede. Tre børn kom glade ind i butikken, hvoraf den ene af dem viste sin hjemmelavede drage til Knud. To Karolinepiger, med røde forklæder på, talte med et par kunder, der prøvesmagte udvalgte varer fra butikken.  

Karolinepigerne, der er en del af Skelhøje Købmandsgaards koncept, bliver ikke sendt ud i verden for at repræsentere den lokale købmands varer. Tværtimod, de bliver i butikken og hygger om kunderne, mens de tilbyder smagsprøver på varer. Og, de klarer det godt, de 14 Karolinepiger, der alle er fra sidst i halvtredserne til alderspræsidenten på 79 år.

Hver fredag eftermiddag, i to timer, siden september 2015, har Karolinepigerne på skift, to ad gangen, illustreret varer fra købmandsbutikken både mad, vin og andre forskellige drikkevarer, varer kunderne kan få til specielle priser denne dag.

Da Ugeavisen besøgte butikken illustrerede de skyr og forskellige ting til at dyppe deri, blandt andet rødbeder og gulerødder, samt danskvand med forskellige frugtsmag.

Karolinepige og koordinator for Karolinepigerne, Ruth Pedersen fortæller:

- Købmanden afgør, hvilke varer, der skal illustreres den pågældende fredag, så står to af os for, at fortælle kunderne om produkterne. Det er en spændende opgave, hvor vi får talt med mange mennesker, både de lokale, men også de mange hærvejsvandrer, løbere og cyklister.

- Vi får solgt nogle varer, som kunderne ikke altid selv tænker over, der kan købes. Ofte er der en meget lang kø ved kassen, når vi er her, slutter Irma Carlsen.

Gode grunde til at have Karolinepigerne

- Der er rigtig, mange gode grunde til at have Karolinepigerne. I brugsen bruger man, fra tid til anden, bestyrelsen til at demonstrere ting. I Skelhøje bruger vi gode venner af huset, frivillige, der stiller sig til rådighed, fortæller Knud og fortsætter:

- Første dag de var i aktion, ville de blandt andet præsentere rugbrød. Så tog de til bageren for at få mere at vide om rugbrødet, så lavede de smagsprøver, så de kunne fortælle om de forskellige produkter. De havde bestilt 15 rugbrød, som er mange i en butik som vores, men de solgte 37! Det giver altså en større omsætning. Folk får mere at vide om produkterne. Mange samles til en kop kaffe, så det bliver også til et socialt arrangement. Når folk så er samlet, så inviterer vi andre, som Ugeavisen, MF Karin Gaardsted, borgmesteren, Jakob fasting fra Danmark på vippen, eller hvem det nu kan være. Det korter afstanden fra Skelhøje til omverdenen, og når vi har besøg, så går informationerne begge veje.

De øger helt sikkert omsætningen, men der er rigtig, mange sidegevinster. De har blandt andet demonstreret produkter, som jeg ikke på forhånd ville så meget som overveje at købe, men efter at have smagt dem, kommer de jævnligt i min indkøbskurv.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Lokalt