Jeg vælger velfærd

Jeg vælger velfærd

Læserbrev af Mikael Løvschall, byrådskandidat for SF, Kjeldbjerg

24. Oktober 2017, 10:15

Den 21. november bestemmer du retningen, som Viborg Kommune skal følge i fremtiden. Det er et vigtigt valg for borgerne og de ansatte i Viborg Kommune.  Det danske velfærdssamfund er bygget på 3 centrale værdier, Fællesskab, Lighed og Tillid.

Fællesskab, fordi det skal være noget vi giver til hinanden, uanset social status. Lighed, fordi alle skal have de bedste muligheder for at lykkedes og for at have et godt liv. Det skal ikke være pungens størrelse, der skal være afgørende for, om man kan få den hjælp man har behov for. Tillid, fordi det er altafgørende at vi har borgernes tillid til, at velfærdssamfundet er parat når et behov opstår.

Tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriets nøgletalsdatabase, viser at Viborg Kommune fra 2013-2016 har et fald i serviceudgifterne pr borger på 2 procent. Dagtilbudsudgifterne pr 0-13 årig er reduceret med 6 procent. Undervisningsudgifter pr 6-16 årig er reduceret med 4 procent, til sidst er ældreudgifterne pr 65+ reduceret med 5 procent. Jeg anerkender, at man i 2018 budgettet har fundet penge til disse områder, men velfærden skal prioriteres hele tiden, ikke kun når det er valgår. Vi skal videregive et velfungerende velfærdssamfund til vores børn og børnebørn. Egoismen skal placeres på bagerste sæde i bussen, lad os i stedet bringe fællesskabet, ligheden og tilliden tilbage i førersædet.

Velfærdssamfundet er under pres, det gælder også i Viborg Kommune. Lad os lytte til kommunes personale, lad os lytte til kommunens borgere, flere hænder til at udføre jobbet og færre til at måle og registrere. Vi skal investere i, udvikle og forbedre vældfærden i Viborg Kommune.

SF vælger velfærd.

debat
HUSK - God tone i debatten