Foto: Pressefoto
Kristian Pihl Lorentzen

Handling bag ord om udflytning af statslige job

02. Juni 2017, 08:06
Af Kristian Pihl Lorentzen. Hermelinvej 4, Ans. MF for Venstre

LÆSERBREV Mange partier og politikere har i årevis talt om udflytning af statslige job fra København til provinsen. Men trods de åbenlyse gevinster, så blev det desværre ved snakken. Efter det seneste folketingsvalg kom der omsider handling bag ordene. I oktober 2015 præsenterede V-regeringen en konkret plan for udflytning af i 3900 statslige job fordelt på 43 institutioner. Heraf et stort antal til Jyllands juridiske højborg, Viborg i form af bl.a. Nævnenes Hus og Civilstyrelsen. Nu har regeringen gjort status over udflytningen. Pr. april 2017 er der udflyttet 2.162 ud af de 3.900 job. Ca. 22 pct. af de flyttede job er besat af medarbejdere, der enten allerede er flyttet til deres arbejdsplads eller pendler. Ved udgangen af 2017 ventes det, at langt hovedparten af udflytningerne er gennemført. I den forbindelse er der grund til at fremhæve udflytningerne til Viborg, der er kommet hurtigt og godt fra start, idet stort set alle flytninger er gennemført pr. april 2017. Jeg glæder mig meget over denne udvikling, der - ud over et godt fagligt miljø  også betyder et markant løft til Viborg Kommune som helhed med et stort antal nye borgere og skatteydere. Og de medfølgende ægtefæller bliver et stærkt aktiv i egnens private virksomheder. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, så hviler vi ikke på laurbærrene. Vi skal videre med udflytning af alle relevante statslige job, der ikke nødvendigvis hører hjemme i hovedstaden, hvor der er trængsel og høje huslejer. Regeringen vil i 2018 fremlægge en konkret plan for anden runde. Jeg er stolt over, at der efter mange års bragesnak er sat handling bag ordene om, at statslige job med stor fordel også kan placeres i provinsen, herunder Viborg. Hjertelig velkommen til de mange nye statslige medarbejdere.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik