Foto: Morten Marboe
Driftsleder Jens Jørgen Maagaard og formand for Karup Varmeværk, Steffen Madsen, foran solpanelerne i Karup

Gratis energi den seneste måned

Det er lige nu, der er særligt meget ved at have solpaneler. Og det har de i Karup - 8000 m2 faktisk

13. Juni 2018, 15:50
 

Karup Fjernvarmeværks solpaneler forsyner normalt borgerne i Kølvrå og Karup med cirka 13% af varmeforbruget. Den seneste måneds solskin har betydet, at værket har leveret varme udelukkende produceret på solenergi.

Når der ikke er tilstrækkelig sol til at forsyne borgerne med, bruger varmeværket gas og olie.

Driftsleder Jens Jørgen Maagaard, som har haft hovedansvaret for værkets drift siden 1986, viser rundt på det moderne varmeværk med den grønne profil. Det er vigtigt at være fremsynet. Varmeværkets bestyrelse og driftslederen bruger derfor også tid på at tage ud på andre varmeværker for at se og høre om, hvad der rører sig.

Fremsynede

Den nysgerrighed og fremsynethed betyder, at selvom der over de senere år har været en del grønne tiltag på Karup Varmeværk, er der stadig forbedringer i støbeskeen. "Vi har i foråret fået godkendt af kommunen, at marken bag solpanelerne skal fyldes helt op med solpaneler." Den opgave er lige nu ude i licitation. Efter sommerferien er det så planen, at udvidelsen påbegyndes. 1. januar 2019 skulle antallet af solpaneler gerne være fordoblet, så der er 16.000 m2 solpaneler. Ved denne forøgelse af solpaneler forventes det, at solvarmen kan dække cirka 23% af varmebehovet i Kølvrå og Karup.

Sideløbende hermed arbejder de på varmeværket også med varmepumpeløsninger. Kølvrå Varmeværk fik lov til at tage deres tilladelse til at investere i en biokedel med til Karup, forklarer Jens Jørgen. Den tilladelse bliver ikke aktuel at bruge i første omgang. Som det ser ud nu, skal der etableres varmepumper, som i dag er et bedre og mere miljørigtigt alternativ. Han håber på, at der i 2019 kan stå et færdig anlæg på den nyerhvervede 1200m2 grund som er købt ved siden af solvarme bygningen.

Jens Jørgen Maagard kan styre hele varmeværket både fra Godthåbsvej, ved solpanelerne, i Kølvrå og hjemmefra. Anlægget har egen fiberledning. Det skal fungere så sikkert som muligt, supplerer han.

Fortrænger de fossile brændstoffer

Formålet med alle øvelserne er at fortrænge de fossile brændstoffer. Vi vil gerne være så selvforsynende som muligt, siger Jens Jørgen.

Derfor indgik Karup Varmeværk og Kartoffelmelsfabrikken et samarbejde om at, hvis Varmeværket kan bruge og udnytte den spildvarme, som AKK har til rådighed, må Varmeværket få den. Det forventes, at ved en varmepumppe løsning kan Varmeværket bruge en stor del af overskudsvarmen i den periode, hvor fabrikken har kampagne.

Når Karup Varmeværk trækker gas fra HMNs gasledning er det i første omgang biogas fra Grønhøj Biogasanlæg. Er forbruget stort, kommer gassen fra Nordsøen eller fra DONGs gasnet, som er forbundet ned gennem Europa og Rusland.

Lagring

Imellem solpanelerne står en 2000m3 vandtank til overproduktion og til lagring af varmeenergien. Vandet ligger her i hylder forstået på den måde, at Jens Jørgen kan aflæse vandets temperatur ned igennem tanken og har mulighed for at føre vandet ind der, hvor temperaturen er tilsvarende. Det var den første i Danmark for fem år siden. Nu er alle tanke lavet på den måde, smiler Jens Jørgen og glæder sig over, at det eneste, man har skullet investere i, efter at man i 2012 satte de første solpaneler op, har været en udluftningsventil til tanken.

Der går i øvrigt 25 får og græsser imellem solpanelerne. Det er godt for både Varmeværket og fårene. Det er dyrt, hvis en sten fra buskrydderen slår solpaneler i stykker. Det er heller ikke anbefalelsesværdigt at sprøjte her. Grundvandet ligger blot 2,5 meter nede.

Vil du med indenfor på Karup Fjernvarme, kan du gå ind på ugeavisenkarup.dk/billedserier eller tjek vores facebook side.

debat
HUSK - God tone i debatten