Foto: Pressefoto
Kristian Pihl Lorentzen

Godt pensionssystem skal gøre endnu bedre

14. Juni 2017, 08:01
Af Kristian Pihl Lorentzen, Hermelinvej 4, Ans. MF for Venstre

LÆSERBREV Vi har et godt pensionssystem i Danmark. Men det kan blive endnu bedre. Derfor har regeringen nu fremlagt et udspil, der gør det langt mere attraktivt at spare op til egen pension. Vi  er udfordret af, at for mange borgere  ikke  eller kun i begrænset omfang  selv sparer op til deres pension. Samtidig ønsker vi, at flere, der har mulighed for det, af egen fri vilje bliver lidt længere på arbejdsmarkedet, så flere bidrager til finansieringen af vores fælles velfærdssamfund.

Den store udfordring i det nuværende pensionssystem er, at en stor gruppe af danskere ikke selv sparer tilstrækkeligt op til alderdommen. Det er et problem for den enkelte, som risikerer lav pensionsdækning og relativt små forbrugsmuligheder i alderdommen. Forbrugsmuligheder, som fx at forkæle børnebørnene eller tage på oplevelsesrejser.

Med regeringens udspil løser vi problemet med, at det ikke kan svare sig at spare op, fordi en stor pension betyder, at man trækkes i offentlige ydelser. Det vil vi løse ved at give mulighed for at spare mere op uden modregning i folkepensionen. Desuden foreslår via at indføre en obligatorisk opsparing for både overførselsmodtagere og lønmodtagere, så alle får gode muligheder på deres ældre dage. Samtidig øger vi tilskyndelsen til at man frivilligt bliver lidt længere på arbejdsmarkedet ved at give mulighed for hurtigere udbetaling af opsat pension, ligesom vi foreslår at afsætte en pulje med henblik på at sikre rammerne for at fastholde de seniorer, der kan og vil, på arbejdsmarkedet. Lad os samle kræfterne på tværs af partier om at gøre et godt pensionssystem endnu bedre.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik