Foto: Arkivfoto

Godt nytår

Nytårshilsen fra afgående borgmester Torsten Jensen (C)

27. December 2017, 14:05
 

Læserbrev 2018 står på spring. Et nyt år med nye muligheder, nye opgaver, nye glæder og sorger.  For mig som borgmester blev der med kommunalvalget i november slået en streg i sandet.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige en meget varm tak til alle, der gav mig og dermed Det Konservative Folkeparti en fantastisk opbakning. Det er jeg meget stolt over og glad for. Stemmerne blev desværre ikke omsat til en borgmesterpost, men vi vil selvfølgelig med al vores styrke og engagement fortsat arbejde for udviklingen af Viborg Kommune.

Viborg Kommune er inde i en meget positiv udvikling.

Ser vi tilbage på året, der nu er næsten er brugt, så skete der også i 2017 en masse gode ting i vores kommune. Her er et lille udpluk:

Finanslov med plads til kernevelfærd

Jeg er rigtig glad for den finanslov vi fik lavet for kommunen i 2018-2021. Alle byrådets medlemmer stod bag, og her tilførte vi blandt andet 25 mio. kr. til børne- og ungeområdet og 11,5 mio. kr. til ældre- sundhedsområdet. Der er også sat 40 mio. kr. af til byfornyelse og cykelstier i de mindre byer uden for Viborg by. Vi har slækket på den årlige besparelse, som er nede på procent. Alt sammen noget, der er med til at sikre en grundlæggende velfærd og en kommune i balance mellem land og by.

Viborg Kommune vækster

Der er kæmpe udvikling og stor investeringslyst i kommunen. Banebyen er et lysende eksempel. Her har vi lige indviet Banevejen som en kærkommen aflastning af midtbytrafikken. Banevejen betjener også Regionshospitalets nye hovedindgang, akutmodtagelse og P-hus, der får direkte adgang via Banevejen.

Befolkningstilvæksten er fortsat stigende, og en særlig glæde er det, at mange unge flytter til for at uddanne sig. Så mange, at vi faktisk har et stigende antal unge selv efter at mange naturligt forlader Viborg Kommune for at uddanne sig i de store studiebyer.

Kommune i balance

Bjerringbro blev sat på landkortet med en super markedsføringskampagne. Den har givet enorm opmærksomhed og fik oven i købet to priser som årets kampagne.

Der er godt gang i byfornyelsesprojekter mange steder fx i Møldrup og Stoholm.

Vammen vandt dysten som Årets Lokalområde. For mig er der ikke noget bedre, end når vores borgere tager hånd om egen hverdag.

Oplevelser for alle

Som officiel hjemmebanekommune fejrede vi den 7. august kvindelandsholdets flotte sølvmedalje i fodbold-EM. Det var en super dag, lige fra holdet landede i Karup, og til de forlod os igen.

Sommeren igennem summede Viborg af Snapsting, Generation Handball og diverse cykelløb. Folk mødtes på Nytorv under skylineren og nød street food og underholdning skønt!

Udfordringer er der selvfølgelig også i en kommune med tæt på 100.000 borgere.

En af de udfordringer, der ligger mit hjerte meget nær, er det faktum, at vi stadig har for mange unge på overførselsindkomster. Sammen med erhvervs- og uddannelseslivet arbejder vi hårdt og målrettet på at bringe tallet ned. Vi er på rette vej men har brug for, at alle gode kræfter arbejder tæt sammen.

I sagens natur bliver dette min sidste nytårshilsen som borgmester - i denne omgang (!)

Det har været 3 fantastisk spændende år i borgmesterstolen, og jeg vil her sige en stor tak til alle, som jeg har arbejdet sammen med i den forbindelse.

Godt nytår til jer alle!

debat
HUSK - God tone i debatten