Foto: Pia B. Jakobsen
Praktiserende læge i Lægehuset i Frederiks, Henrik Buntzen, sammen med Katrine Harring Andersen, som er startet på klinikken i Frederiks som ny læge den 1. august.

Generationsskifte i Lægehuset i Frederiks

Katrine Harring Andersen er den 1. august 2018 startet som praktiserende læge i Frederiks. Katrine bor i Ans og er nyuddannet som speciallæge i almen medicin.

14. September 2018, 09:30
 

Hun har senest arbejdet et år som uddannelseslæge hos lægerne i Karup blandt andet sammen med uddannelseslæge Sarah V. L. Bendtsen, som bor i Viborg. 

 To unge kvindelige praksislæger overtager klinikken til april

Det gode samarbejde med Sarah og en god fornemmelse for lokalsamfundet på Karup egnen, har ført til, at de to nyuddannede lægerne kiggede sig omkring for en mulig lægepraksis til overtagelse. Og her faldt blikket på den attraktive lægepraksis i Frederiks. Den har de købet og overtager den 1. april 2019.

Henrik Buntzen, som til oktober kan fejre sit 30 års jubilæum som praksis læge, var relativ nem at overtale: "Til foråret er jeg blevet 66 år. Så jeg vælger at blive pensionist," fortæller han. Katrine når så at arbejde sammen med den erfarne praksislæge i otte måneder. Det er hun glad for. En ting er at være læge og yde den rette behandling. Det, skal der ikke herske tvivl om, at Katrine kan. En anden sag er at overtage en virksomhed og blive virksomhedsejer. Nu skal jeg lære at være selvstændig erhvervsdrivende med alt, hvad her følger med - lønudbetalinger, personalepleje, vedligeholdelse af huset, siger hun, og glæder sig samtidig over, at det er en velfungerende praksis, hun kommer til at overtage. Der skal ikke laves noget om af betydning. Huset er bygget som lægepraksis og har fungeret som sådan, siden det åbnede ved årsskiftet 1993-94. Det ligger centralt, tæt på busstoppestedet og med gode parkeringsforhold. Det er helt, som det skal være.

Det nære og kontinuiteten er vigtigt

I modsætning til mange andre mindre lægepraksis er der åbent for tilgang af nye patienter hos Lægehuset i Frederiks. Selvom der er plads til flere patienter, er det ikke her, Katrine vil rette sit fokus. Hun sætter stor pris på landsbymiljøet, nærheden og kontinuiteten. Der skal være god tid til den enkelte patient, fastslår hun. Det er netop en væsentlig årsag til, at hun har valgt at blive praksislæge i Frederiks.

debat
HUSK - God tone i debatten