Foto: Pia B. Jakobsen
Frederiks Kirke byder ind med orgelkoncert og aftenandagt, når der er Open By Night.

Frederiks Kirke med aftentilbud

Traditionen tro er det ikke bare butikkerne, der byder ind, når der afholdes Open By Night i Frederiks. Menighedsrådet står igen i år bag en aftenkoncert i Frederiks Kirke. Sognepræst Gitte Thorsø afholder desuden efter koncerten en kort andagt.

09. August 2018, 08:55
 

 Sognepræst Gitte Thorsø afholder desuden efter koncerten en kort andagt.

Det er i år Karin Viller Hansen, organist ved Silkeborg kirke, som på kirkens orgel vil spille klassiske værker som Pachelbels kendte kanon i D-Dur, Mozarts variationer over ABC melodien samt Bachs Jesu bleibet meine Freude og desuden hans flotte Præludium i G dur. Karin kommer også til at spille orgelkoraler til kendte salmer som for eksempel Nu hviler mark og enge, Stille er min sjæl til Gud, og Fyldt af glæde. Hun vil måske ledsage nogle af værkerne med sang.

Når Karin har spillet en god times tid, er der aftensang for alle. Karin har lovet at spille hertil.

Der er hvert år mellem 75 og 100 gæster, som lægger vejen forbi kirken denne aften. Nogen for en kort stund nogen til aftensangen - mens andre nyder musikken hele aftenen. I kirken kommer et andet publikum end til de øvrige Open By Night aktiviteter, fortæller Kirsten Poulsen fra Frederiks Menighedsråd. Vi glæder os over, at kunne levere et tilbud, der gør aftenen mere alsidig,

Hun lover i øvrigt, at der hele aftenen vil være kransekage, altervin og mulighed for en god snak.

debat
HUSK - God tone i debatten