Foto: Emma Brøgger
Der var rift om de 100 balloner, der blev kastet ud fra Midtjylland Lufthavns deicer. I 10 af ballonerne var gevinster til Karups forretninger

Fin byfornyelsesfest og Åben By i Karup

22. maj 2017, 08:03

KARUP I lørdags fejrede Karup Handelsforening og Uge-Avisen Karup den officielle indvielse af færdiggørelsen af by-forskønnelsen i bymidten, og samtidig blev der holdt Åben By.

Vejret viste sig ikke fra sin bedste side, selv om det blev bedre i løbet af dagen. Da formanden for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune, Johannes Vesterby holdt åbningstale, smådryppede det. Det hindrede dog ikke omkring 100 veloplagte borgere at møde op på torvet ved Karup Kultur- & Forsamlingshus for at fejre indvielsen.

Vesterby sagde blandt andet, at det ikke er ligegyldigt, hvor man lader sine børn vokse op, det skal være et sted som i Karup. Man føler sig suget ind i samfundet og føler sig velkommen, når man besøger Karup. Byfornyelsen kan være startskuddet til at blive interessant, så man får lyst til at bygge huse i Karup.

Gennem hele formiddagen og til midt på eftermiddagen var der god stemning i byen. Alle steder blev godt besøgt, og arbejdsgruppen bag arrangementet havde lagt sig i selen for at arrangere aktiviteter for enhver smag, lige fra morgengudstjeneste, kunstudstilling, modelfly-udstilling, historisk vandretur, orienteringsløb, modeopvisning, konkurrencer, live musik, danseopvisninger, foreninger- og klubber, som var repræsenteret i forsamlingshuset til fortællinger om bibliotekets og banens historie og meget mere.

Navn på det unavngivne torv

Forud for i lørdags, havde komiteen for navngivningen af torvet ved det lokale forsamlingshus lovet, at offentliggøre torvets kommende navn. Komiteen havde modtaget omkring 50 forslag, hvoraf der var flere navne-gengangere. Det har været en svær beslutning at pege på et navn, så der blev offentliggjort tre navne, som der arbejdes videre med: Kulturtorv, Banetorv og Nytorv.

Konkurrencer

I løbet af dagen var der flere konkurrencer. Vind en makeover blev vundet af Anna Clausen, kaldet Tut, fra Karup. Hun kan nu se frem til nyt tøj, nye sko og en tur hos frisøren.

Fra lufthavnens deicer, der stod ved torvet, blev der udkastet 100 balloner, hvoraf der var gevinster i 10 af dem. Hovedgevinsten på 1000 kr. blev vundet af Ivan Pedersen fra Karup. DAT udloddede to flybilletter. De blev vundet af Jens Bruun. Vinderen af Karup-Kølvrå jagtforeningskonkurrence jagtsti blev vundet af Heinz Lieder. 2. pladsen gik til Maria og Søren Mikkelsen. 3. pladsen fik Tonny Jensen.

Formanden for handelsforeningen, Dennis Lind Pedersen fortæller til Ugeavisen:

- Det hele forløb planmæssigt. Borgerne bakkede godt op om arrangementet, og der var en god stemning, så jeg er en tilfreds mand.

Det skønnedes at omkring 1000 borgere lagde vejen forbi festen i løbet af dagen.

Tak for opbakningen

Karup Handelsforening og Uge-Avisen Karup takker de mange frivillige, foreninger, klubber og forretninger, som har hjulpet til med at arrangere dagen, samt alle de borgere, der mødte op og hjalp til med at gøre dagen festlig.

Se alle billederne på www.ugeavisenkarup.dk

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Lokalt