Foto: Morten Marboe
I Frederiks og omegn kender vi folk i alle generationer. Camilla er tredje generation, der arbejder med blomster på Søndergade 36. Foto: Morten Marboe

Familieforetagende siden 1958

Aage Jespersen var egentlig ikke uddannet gartner, men da han og fru Kamma havde købt et hus med en stor grund, blev hans store interesse for alt, hvad der groede, mere og mere kendt ude i byen. Aage samlede blomsterfrø og kogler i skoven, tørrede og såede dem. Datteren Ingelise husker, hvordan hun og hendes søster som børn måtte luge de lange rækker med spæde planter. Efterhånden kom folk og efterspurgte planter, og Aage skaffede dem hjem.

05. April 2018, 14:25
 

Aage Jespersen var egentlig ikke uddannet gartner, men da han og fru Kamma havde købt et hus med en stor grund, blev hans store interesse for alt, hvad der groede, mere og mere kendt ude i byen. Aage samlede blomsterfrø og kogler i skoven, tørrede og såede dem. Datteren Ingelise husker, hvordan hun og hendes søster som børn måtte luge de lange rækker med spæde planter. Efterhånden kom folk og efterspurgte planter, og Aage skaffede dem hjem.  

Fra hobby til planteskole

I 1970 blev jernbanen, hvor Aage Jespersen arbejdede, nedlagt. Det blev startskuddet til at arbejde med planter på fuld tid.

Frederiks havde fået en planteskole. Det var perioden, hvor der for alvor blev bygget parcelhuse, så der var nok at lave for hele familien.

Ingelise kom med i forretningen og senere blev børnebørnene ansat. En overgang havde planteskolen mere end 400 stauder og en masse haveudstyr. Det var blevet til Frederiks Havecenter.

Camillas Blomster

Aage døde i 2005. På det tidspunkt var forretningen blevet overtaget af Ingelise og hendes døtre Camilla og Jeanette. Det var dog ikke kun fysisk, at det var hårdt arbejde. Økonomisk var det også svært at få til at hænge sammen, husker Camilla, som er uddannet blomsterdekoratør. I 2011 solgte vi størstedelen af jorden fra, og jeg købte blomsterafdelingen. Camillas Blomster er fortsat et familieforetagende. Jeanette er ansat på fuld tid, både hendes og Camillas børn samt Ingelise hjælper til i det omfang, de har lyst til og mulighed for det.

Godt lokalt samarbejde

Camillas Blomster har et fint samarbejde med de lokale butikker. De leverer buketter og sammenplantninger til SuperBrugsen i Karup, til DagliBrugsen i Frederiks og til Skelhøje Købmandsgaard. Det er vigtigt, at vi bakker hinanden op og hjælper hinanden, så vi fastholder de små, aktive bysamfund, siger Camilla, der da også selv sidder i bestyrelsen fra Frederiks og Omegns Handels- og Erhvervsforening, og som er er en af arrangørerne bag messen.

For Camilla, Jeanette og Inge-Lise er det en stor fordel at have butik i et område, hvor man er vokset op. Vi taler rigtig meget med kunderne og kender rigtig mange. Det er rigtig hyggeligt, siger Camilla, der indrømmer, at nok er butik og interiør gammelt, men historien og rødderne har sin charme. Alt fungerer som det skal, og der er overskud til at tage en snak med kunderne.

Leverandør af vinterkranse til storbyerne

Camilla laver i øvrigt friske vinterkranse til blomsterbutikker i både Aalborg, Herning og Silkeborg. Mange kranse importeres fra Polen. Det er billigere, men vi laver til gengæld kransene samme dag, som de skal bruges. Vores kunder sætter den kvalitet og den service højt, og vi holder pengene hjemme, fortæller hun.

Du kan møde Camilla på forårsmessen, hvor hun har lavet en spændende blomsterudstilling, og hvor du har mulighed for at vinde en kæmpestor og flot buket. Camilla er også på messen leveringsdygtig i et udvalg af lækre chokolader. Blandt andet vil der være smagsprøver fra Lakridseriet.

debat
HUSK - God tone i debatten