Digital infrastruktur

Læserbrev af Robert Demény (Ø) Byrådskandidat

10. November 2017, 11:15

Det offentlige kræver, at borgerne skal være digitale. Men  er den digitale infrastruktur tilstede, således at borgerne rent faktisk kan være digitale?

Viborg Landsbysammenslutning har arbejdet med denne problemstilling, og der er desværre gråzoner i Viborg kommune.

Viborg Landsbysammenslutning har været til møde med kommunen om dette problem, og på grundlag af dette er der en opfordring til, at de byer der kan komme i betragtning søger fra bredbåndspuljen. Den pulje er desværre ikke ret stor og som det har kunnet ses i medierne, er en stor del af puljen endt i store boligforeninger i hovedstadsområdet.

Et område hvor der er er dårlige internet- og mobilforbindelser er udfordret. Det er noget folk kræver. Det er noget erhvervslivet kræver.

Desværre har politikerne smidt ansvaret for den digitale dækning ud til markedskræfterne. Så længe det fungerer, er det fint nok. Når markedet ikke ønsker at levere, er det Enhedslistens klare opfattelse, at det så er politikerne, der må tage ansvar og finde løsninger. Det kan være ved selv at forestå det. Det kunne også være at gå i dialog med private udbydere, og se om kommunen kunne bidrage med noget. Det kunne f.eks. være ved større gravearbejder i en by. Et privat firma kunne rende i halen af kommunens folk og smide fiber i jorden.

Enhedslisten deler ikke den fremherskende politiske tro på, at markedet løser alle problemer. Vi ser det i høj grad som politisk ansvarsforflygtigelse. Jeg priser mig lykkelig for, at det ikke var den fremherskende politiske ideologi, da Danmark blev elektrificeret. Så havde beboerne i nogle byer i Viborg kommune fortsat siddet og læst Folkebladet i skæret fra et stearinlys.

debat
HUSK - God tone i debatten