Uden overskrift

Det er kutyme, at man op til et kommunalvalg roser de lokale ildsjæle

Læserbrev af Johnny F. Andresen (O), byrådskandidat fra Kølvrå

06. November 2017, 13:50

Det er kutyme, at man op til et kommunalvalg roser de lokale ildsjæle og gør opmærksom på, hvor meget man som lokal politikere ønsker at gøre for lokalsamfundet. Således har jeg også gjort, også op til flere gange og ikke mindst ved det sidste kommunalvalg.

Jeg er ganske vist ikke barnefødt her, og jeg kender ikke Gud og hver mand, og det mærker man til dels.

Men jeg er faldet for området og vil gerne arbejde for en vækst og et sted med trivsel og glæde.

Blandt de mange emner der skal til for det lokale, er der flere områder, jeg synes man skal arbejde mere for, eller som jeg vil arbejde mere for, skulle man vel sige.

Vores lokale område er Karup - Kølvrå - Frederiks - Skelhøje - Grønhøj og Havredal.

For at gavne hele området skal vi arbejde for en vækst i erhvervslivet. Vi skal have arbejdspladser i det lokale område med tiltrækning af virksomheder. Det giver fokus og bedre økonomi til området.

Vi har trods alt Midtjyllands Lufthavn og med gode initiativer skulle vi nok kunne gøre det attraktivt at tiltrække turister. Det kræver et stort indspark af økonomi fra kommunen, men mulighederne er der, hvis vi blot skaber rammerne. Og trivsel og oplevelser for turisterne skaber muligheder og vækst i lokalområdet.

Vi mangler cafe områder, og kunne vi blot få opbygget forsamlingshuset er der en god mulighed for et være/mødested hvor vi kan mødes under hyggelige forhold. Så der skal mere fokus på Karup og omegn.

Der er flere lokale tiltag, jeg synes, vi mangler og et af dem kunne være en ordning med samkørsel.

Der er både unge, ældre og andre, der ikke har egen bil, eller som af andre grunde gerne vil en tur til Bilka en gang imellem. Samtidig er der borgere, der kører med tomme sæder til henholdsvis Viborg og Herning hver dag, og hvor der så er andre der godt kunne bruge et lift. Det kan lade sig gøre andre steder, så hvorfor ikke her?

Der er ligeledes mange grønne områder der trænger til en hjælpende hånd og området neden for Karup kirke kunne faktisk blive rigtigt attraktivt, om vi ville.

Men først og fremmest skal en lokal politiker stå til rådighed for den lokale befolkning. Ikke blot for foreninger og klubber men også for den enkle borgere. En lokal politiker kan gøre det for dig, præcis det du vil have ham til.

Nu holdes der vælgermøde på forskellige datoer, og Dansk Folkeparti komme også omkring Skelhøje - Karup - Frederiks den 10. november og den 11. november, så mød op og lad os få en snak.

PS. Hvis i vil se hvad lokal politikere kan for det lokale, så tag med til Socialdemokratiet og Venstres vælgermøde i Kølvrå Klubhus den 9. november. De stole og borde i sætter jeg på, har jeg i al ydmyghed skaffet Kølvrå Klubhus i samarbejde med Kulturforvaltningen i Viborg.

Dansk Folkeparti er desværre ikke inviteret med, men sådan er det.

debat
HUSK - God tone i debatten