Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Her er det allerførste billede af den nybyggede Karup station

Den gamle stationsbygning i centrum af byen

Historien om den gamle station fra 1906 og biblioteket, som i april havde 40 års fødselsdag

16. maj 2017, 09:28
Af Inger Merstrand. Formand for Lokalhistorisk Arkiv

TILBAGEBLIK Den kønne, gulkalkede stationsbygning er en af Karups ældste bygninger, og uden den og jernbanen mellem Viborg og Herning er det tvivlsomt, at her havde været en by i dag. Den blev indviet i 1906 med deltagelse af selveste statsministeren, og banen bragte opsvinget til den fattige egn. Strækningen mellem Herning og Viborg var øde og stort set ubeboet, så trods sin ringe størrelse var Karup alligevel den største bebyggelse på banen, og den lå desuden lige midt mellem de to byer. Derfor blev der bygget et vandtårn, hvor lokomotiverne kunne få påfyldt vand, og byen fik desuden en mandlig stationsmester, mens de øvrige stationer, som var anlagt med passende mellemrum på den bare hede, blev betjent af kvindelige ekspeditricer. Det gav banen øgenavnet Konebanen, og navnet hang ved, selv om konerne blev udskiftet med mænd i løbet af få år.

Omfattende godstransport

Banen blev anlagt som en form for egnsudviklingsstøtte, og ingen havde regnet med, at den ville give overskud. Men stik imod alle negative forventninger blev banen en succes takket være en omfattende godstransport med bl.a. store mængder mergel til heden og kreaturer til eksport til England via Herning. Under 1. Verdenskrig eksporterede den lokale købmand, I.C.Nielsen, meget store mængder af lyng til Tyskland, hvor den blev brugt til faskiner i skyttegravene. Også mange vogne med tørv blev sendt af sted til hele landet fra mosebruget i Kølvrå Mose. I 1920erne og 30erne faldt godstransporten igen, men blomstrede op under besættelsen, da værnemagten bl.a. transporterede kolossale mængder byggematerialer til den tyske flyveplads. I 50erne og 60erne tog flere og flere med bus eller kørte i egen bil, og i 1971 kørte det sidste persontog på Konebanen. Godstrafikken fortsatte med et dagligt tog mellem Kartoffelmelfabrikken og Herning, men i 1977 var det slut, og banen blev endelig nedlagt.

Karup Bibliotek flytter ind i den nedlagte station

Da persontrafikken var nedlagt, blev stationsbygningen lejet ud til tekstilfirmaet Anky, der brugte den som systue. Efter kommunesammenlægningen i 1970 skulle der oprettes et heltidsbibliotek i stedet for det gamle sogne- og skolebibliotek, som hidtil havde været på skolen, og den 1. april 1977 flyttede biblioteket ind i den nedlagte stationsbygning. Som bibliotekar blev Birthe Ellermann ansat. Hun var en rigtig ildsjæl, der havde været bibliotekar på flyvestationens bibliotek i 15 år, og hun havde masser af ider og planer om aktiviteter, som hun straks begyndte at føre ud i livet.

Biblioteket som byens kulturcentrum

Der blev indrettet et musikrum for de unge og et dukketeaterrum for det mindste, og så blev der ellers arrangeret foredrag, film, musikaftener, bogcaf, udstillinger, dukketeater og meget andet. Biblioteket blev i aviserne udråbt som landets hyggeligste, farverigeste og mest utraditionelle og et paradis for læseheste. Og endda til en pris på kun 200.000 kr. i ombygningsudgifter og 100.000 til inventar! Uden for blev der anlagt en scene, hvor der blev afholdt skulpturudstillinger, teaterforestillinger, folkedans og byfester med en masse forskellig underholdning. Biblioteket var byens kulturcentrum, og byens børn fra børnehavebørn til skolebørn bidrog i enestående grad til hyggen i det nye bibliotek med tegninger, masker og malerier. Allerede i august havde biblioteket 10.000 bøger og 700 faste lånere, dvs. halvdelen af byens befolkning, og det havde landets højeste udlån i forhold til antallet af indbyggere.

Tilbygning i 1988

Da bygningen efterhånden blev for lille til alle aktiviteterne, blev der i 1988 opført en arkitekttegnet tilbygning, så bygningen herefter så ud som nu. Den lange gang med de mange små rum skal illudere som en gammeldags togvogn med kupeer, og den er ideel til udstillinger. Her har masser af malere, tegnere og kunsthåndværkere hængt deres værker op. Både kendte og mindre kendte, professionelle og uprofessionelle, børn som voksne. Også arkivet har haft mange udstillinger på biblioteket som f.eks. oldtidsfund, skolebilleder og gamle Karup-billeder fra den gamle kommune. Da Niels Aagaard efter Birthe Ellermanns alt for tidlige død overtog jobbet som ledende bibliotekar, videreførte han biblioteket i hendes ånd med mange forskellige udstillinger og andre aktiviteter hver måned som f.eks. fugleture, svampeture, blomsterture osv. Med det resultat, at biblioteket gentagne gange har fået positiv omtale i aviserne.

Hjemsted for Karup kommunes historie

Den gamle stationsbygning har altid været en central del af byens liv, først som station på Konebanen og siden som bibliotek. Fra Genvej ser bygningen stadig ud som dengang, da her endnu var station, og indvendig er billetlugen f.eks. bevaret. Her i den ældste del skal Lokalhistorisk Arkiv flytte ind, og den historiske bygning vil være det ideelle sted at opbevare Karup kommunes historie i form af billeder, dokumenter og avisudklip.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Det Sker

Kom på rumrejse i efterårsferien

Onsdag i efterårsferien inviteres halvstore børn på 5-8 år på en tur...

Flot lokalt resultat i Røde Kors indsamling

Resultatet for Karup/kølvrå og Frederiks er cirka 2000 kroner højere...

Demensvenner søges

Viborg kommune søger demensvenner til at hjælpe demente i dagligdagen...

Børnehuset Kølvrå på tur til Zoo

Aktiv-Karup donerer 3000 kr til udflugt

800 malkekøer glæder sig til at få besøg

En af de mest mælkeproducerende landmænd i Danmark bor på Elmegården...

Konkurrence om årets feriebillede

Hvis du skynder dig kan du stadig nå at deltage i konkurrencen