Foto: Morten Marboe
LIK mangler nu kun to flyvninger, inden drømmen om en uddannelse som pilot indenfor forsvaret er gået i opfyldelse.

Danmarks sværeste uddannelse ligger i Karup

Flyveskolen udvælger alle piloter i det danske forsvar. Det er Danmarks dyreste uddannelse og en af de sværeste at bestå

22. Juli 2018, 15:55
 

Visit Udvælgelsen er hård. I foråret 2017 søgte 800 ind. Efter adskillige selektionsrunder, der både gik på psyke, samarbejdsevner, fysiske test og en særdeles grundig helbredsundersøgelse, startede 24 elever på Flyveskolen, RDAF Flying School, i februar 2018.

Frederik, som har fået flyvernavnet LIK, er blandt de 12 elever, der er tilbage nu, hvor der for hans vedkommende kun er to uger og to flyvninger tilbage inden final chek, som kan ventes enten i uge 26 eller uge 27. Hver flyvning er en eksamen, hvor man skal præstere fortæller han. Man møder altid velforberedt. Instruktørerne noterer alt ved alle flyvninger. Da de startede uddannelsen i februar var det meget dårligt vejr den første tid. Det betød, at de unge aspiranter måtte nøjes med teori de første 14 dage. Man kan lære en masse teori, men det er flyveturene og alt det praktiske, der kan bekræfte, om man kan omsætte teorien. LIK beskriver, hvordan instruktøren midt under en flyvning pludselig slukker motoren eller simulerer birdstrike. Så handler det om at holde hovedet koldt og handle, som man har lært i teorien. Vi skal kunne de otte A4 ark med emergency procedurer helt ordret. Piloteleverne bliver konstant vurderet på faglighed, håndelag og personlighed. LIK beretter da også om et meget intenst studieforløb. Eleverne bor på Flyvestationen næsten 24/7. Det er forventeligt, at de tager weekenderne i brug til studiet. Til gengæld bliver flyveskoleeleverne også vartet op. Der bliver gjort rent på værelserne. Mad og indkøb skal de heller ikke tænke på. Det skal helst kun handle om uddannelse. Der skal ikke være noget, der forstyrrer. Det tætte samvær og det koncentrerede arbejde gør da også, at den lille flok er rystet godt sammen og har fået et fantastisk godt fællesskab. Fællesskabet har gjort det til en helt, helt særlig periode. Man er nødt til at være der for hinanden. Vi sparrer hele tiden med hinanden, konstaterer LIK, og erkender da også, at det gør rigtig ondt, når ens bedste kammerater falder fra på stribe. Det er hårdt.

Forsmag på uddannelsen i USA

Der er en grund til, at det skal være så hårdt. Det er Flyveskolens primære formål at udvælge egnede pilotelever til den fire årige uddannelse i USA til pilot i Flyvevåbnet. De få elever, der kommer igennem nåleøjet og bliver vurderet egnede, får lov at fortsætte deres uddannelsesforløb i USA. Det er en meget hård og meget dyr uddannelse, der koster forsvaret i retning af 36 millioner kroner pr. elev, der kommer til at flyve jagerfly. Det er derfor meget vigtigt, at det er de rigtige, der bliver sendt afsted. Når man kigger på statistikkerne, er det da også kompetente og velforberedte elever, der kommer fra den danske flyveskole. 99% af de elever, der bliver sendt afsted fra Flyveskolen, består nemlig alle prøver i USA.

Når man har bestået den fire årige uddannelse i USA skal man også efterfølgende binde sig for 12 år i flyvevåbnet, fortæller LIK. Det giver god mening, når det har været en så bekostelig uddannelse.

Sidste udvælgelse inden USA

Fredag den 13. juli er skæbnesvanger også på Flyveskolen. De elever, der er tilbage, er flyvefærdige, og den fredag får de at vide, hvilken flykarriere, der bliver deres fremtid. Det er Flyveskolens undervisere, der i samarbejde med Værnsfælles Kommando suverænt bestemmer, hvilken flyuddannelse, dimittenderne skal fortsætte på. Der er tre muligheder i USA - F-16, transportfly eller helikopter. Pilotaspiranterne bliver spurgt, hvad de foretrækker, men man kigger primært på den enkeltes profil er det selvstændighed, hurtighed eller samarbejdsevner, der er stærkest. Da jeg søgte om optagelse, var det, fordi jeg gerne ville være fighter og flyve F-16. Men det er superfede opgaver det hele, erkender LIK. Bare jeg går igennem!

Vil du se billeder fra Flyveskolen, så se Ugeavisenkarup.dk/billedserier eller tjek ugeavisens facebookside

debat
HUSK - God tone i debatten