Danmark er i faglig førerposition i beskyttelse af vandmiljø

Danmark er i faglig førerposition i beskyttelse af vandmiljø

Læserbrev af Orla Østerby, landbrugs- og fødevareordfører, Det Konservative Folkeparti

01. November 2017, 14:35

 

 I forbindelse med fødevare- og landbrugspakken fra 2015, blev der nedsat en gruppe af internationale forskere, der skulle undersøge de danske kvælstofmodeller og deres indflydelse på vandmiljøet i Danmark. Konklusionen er klar: Kvælstof er en udfordring for det danske vandmiljø, men vi er fagligt ledende på området, eksempelvis i forhold til databaser og videnskabelig ekspertise. Ligeså er samspillet og diskussionerne mellem stat, eksperter og interessenter præget af åbenhed og høj faglighed, hvilket forskerpanelet har været imponeret over. På vej mod et økologisk vandmiljø

Det er ingen hemmelighed, at partierne i blå blok inklusive os konservative har måttet lægge øre til stor kritik fra venstrefløjen. Vi tilgodeser landbruget og gør intet for vandmiljøet, forstås det. Nu har vi et uvildigt forskerpanels ord for, at det på ingen måde er sandheden.

Vi er faktisk dygtige på en lang række parametre, især i forhold til at sikre de bedste forudsætninger for en stærk indsats på området. Vi baserer eksempelvis vores indsats på historiske data og ikke sporadiske ekspertvurderinger, ligesom det nationale danske overvågningsprogram er omfattende, transparent og opfylder den højeste standard for implementering af vandrammedirektivet.

Disse enestående forudsætninger skal sikre, at vi kommer endnu længere i forhold til at sikre et økologisk vandmiljø, der er i balance. Som konservativ ligger det mig meget på sinde, at gode vilkår for landbruget ikke skabes på bekostning af miljøet.

Målrettet regulering

Selvom vi er førende på området, er der selvfølgelig ting, vi stadig kan gøre bedre. Når man er god til noget, får omverdenen automatisk højere forventninger til n. Det kender vi fra mange facetter i livet. I dette tilfælde peges der på, at vi skal kunne differentiere bedre mellem de 119 vandområder, vi har i Danmark. Jeg vil nødig være med til at stille reduktionskrav over for landmænd, som ikke er fagligt velbegrundet.. Og vi har faktisk mulighed for at differentiere indsatsen, netop fordi vi har en så omfattende mængde data og ekspertise. Derfor skal vi sikre målrettet regulering. For det giver jo god mening, at de 119 forskellige vandområder også kræver forskellige indsatser.

debat
HUSK - God tone i debatten