Foto: Birgitte Brøgger Dyrberg
Både Marius Stanca (t.v.) og vognmand Brian Serup er tilfredse med den indgåede jobaftale

Brian har ansat rumænsk chauffør på dansk overenskomst

25. Marts 2017, 07:50

JOB I medierne hører vi ofte om danske lastbilchauffører, der har svært ved at konkurrere med de østeuropæiske, fordi de tit får meget mindre i løn og bor i lastbilerne i mange uger ad gangen. Sådanne forhold levede rumæneren Marius Stanca også under, ind til han for godt et års tid siden, blev ansat hos Serup Transport i Grønhøj.

Før jobbet i Grønhøj arbejdede Marius i et rumænsk datterselskab til et dansk vognmandsfirma. Han boede i en lastbil i et par år, mens han kørte varer rundt i Danmark, Sverige og Tyskland.

- Jeg tjente under halvdelen af de danske chauffører. I den periode drømte jeg om at flytte til Danmark og arbejde under lige vilkår som danske chauffører. Velfærden er meget bedre i Danmark, og så ville jeg få muligheden for at tage økonomisk vare på min søster og mor, der stadig bor i Rumænien, fortæller Marius på en blanding af dansk og engelsk. Han får danskundervisning og drømmer om at finde en sød kone.

Lykken tilsmilede Marius

Brian Serup, ejer af Serup Transport, døjede med ondt i benene i slutningen af 2015, derfor besluttede han sig for at ansætte en chauffør mere, såfremt han kunne finde en egnet.

- Ikke for at tale ondt om danske chauffører, men de er lidt som curlingbørn, de vil gerne spise aftensmad med familien og vil ikke have overnatninger ude. De vil ikke yde samme service over for firmaet, selv om det ikke er urimelige krav, jeg stiller, men jeg forventer, at de kører til jobbet er færdigt eller til kørehviletidsreglerne er brugt. Så da min gode ven, Søren Peter Juhl, kaldet Mumie, kendte lidt til Marius, bad jeg ham ringe til ham om et eventuelt job. Så gik det hele stærkt. Marius og jeg tog jobsamtalen på engelsk og over telefonen, og inden vi havde afsluttet samtalen, havde han fået jobbet, fortæller Brian.

Svært at finde en bolig

Det blev sværere end forventet at finde en bolig i lokalområdet til Marius, da han flyttede til Danmark.

- Jeg kunne sagtens finde ledige lejeboliger i Frederiks, men når udlejerne hørte, at det var til en rumæner, så takkede flere nej, men det lykkedes da til sidst, fordi jeg står inde for ham. Marius havde også behov for at købe en bil til transport til og fra firmaet, men ingen banker ville låne ham penge. Derfor købte han min bil og afdrager gælden til mig, siger Brian.

Galt med reglerne

En udenlandsk lastbil, som kører med varer til Danmark, må køre tre ture i Danmark i syv dage, inden lastbilen skal ud af Danmark igen. Det hedder carbotagekørsel.

- Da Marius kørte for sit tidligere firma, havde han tre ture i Danmark, en tur ud af landet og så tilbage til Danmark for at køre tre ture, sådan fortsatte det i månedsvis. Det er en udnyttelse af carbotage-reglerne og helt urimeligt, udtaler Brian. Brian kan på sigt godt finde på at ansætte flere udenlandske chauffører, men under danske vilkår, for som han siger, så har de samme udgifter som alle os andre.

debat
HUSK - God tone i debatten

Mere Erhverv

Blomsterhuset og Hosekræmmeren i Karup lukker

Om under en måned er Karup by to forretninger fattigere

Ny salgsansvarlig for Uge-avisen

Ib Finn Kristensen overtager salgsansvar i både Karup og Frederiks

Malene laver masser af lækker mad

Første april overtog Malene Schultz cafeteriet i Alhedehallerne, og...

Har jeg råd til en tilbygning?

Tilbygninger er nogle af de dyreste kvadratmeter, du kan købe til...